Brand i Holsteins Palæ på Stormgade fotograferet mandag den 14. marts 2016.
Brand i Holsteins Palæ på Stormgade fotograferet mandag den 14. marts 2016. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen

Spol tiden tilbage til den 14. marts 2016. Denne mandag morgen skulle vise sig at give store kvaler i den københavnske morgentrafik, på grund af det der skete i Stormgade. En voldsom brand var i gang med at ruinere en historisk bygning.

Holsteins Palæ, der er placeret på Stormgade 10 overfor Nationalmuséet, var omkring klokken 04.30 brudt i brand. En voldsom brand, som krævede et væld af brandfolk og faktisk først var endeligt slukket en uge efter.

Gennem cirka halvandet år op til branden var de mere end 300 år gamle, fredede bygninger blevet renoveret og stod til at være færdige cirka tre uger efter. Palæet var blevet ombygget til lejligheder. Luksuslejligheder, der var udbudt til priser mellem 4,5 millioner og 19 millioner kroner.

På utrolig vis formåede Holsteins Palæ at overleve branden, selv om den var blevet hårdt ramt af brand- og røgskader. Og onsdag den 1. februar er de første lejligheder klar til at blive overtaget af købere. Men det har ikke været en nem opgave.

Sådan så en af lejlighederne ud før branden. Og sådan vil den komme til at se ud igen.

Bag renoveringen stod ejendomsinvesteringsselskabet COPI, hvor deres tekniske direktør, Bo Asplund, fik besked om branden tidligt om morgenen. Klokken halv otte ankom han til stedet ved palæet.

»Jeg får at vide, at branden er startet i kælderen og er ved at gnave sig op gennem nogle store, tunge trækonstruktioner i den del af bygningen, hvor branden er startet. På det tidspunkt ved vi reelt set ikke, hvor slemt det er,« fortæller han.

Men slemt var det. Branden var startet i det ene hjørne af bygningen, hvilket var meget problematisk. Denne del er et bindingsværkshus, der holder hele bygningen.

»Det er så kritisk, at vi tror, bygningen vil kollapse. Brandvæsnet løber hele tiden ind og ud af bygningen og forsøger at slukke, men tømmeret er så stort, at det nærmest ikke er slukbart,« siger Bo Asplund.

Ifølge Københavns Politi har det ikke været muligt at fastlægge en årsag, men de oplyser, at den sandsynlige forklaring på årsagen er en elektrisk overgang på nogle kabler i kælderen.

Branden kom under kontrol, og Stormgade kunne åbnes igen samme eftermiddag, men brandvæsnet var stadig til stedet for at slukke. Samtidigt var det en farlig situation, fordi meget var ødelagt. Og selv om branden var kontrollerbar, havde Bo Asplund fortsat travlt.

»Da vi begyndte at inspicere skaderne, kunne vi se, at der var totalt udbrændt i den del af bygningen. Resten af palæet, der ikke har været ramt af branden, har fået røgskader. Den brændte del af bygningen stod bare på skallerne, altså de ydre mursten nærmest. Det var meget, meget kritisk.«

Holsteins Palæ er oprindeligt bygget i 1683 og er en af landets fredede bygninger og har således hust både store politiske og kongelige skikkelser gennem tiden. I 1971 overgik bygningen til Boligministeriet, indtil den blev købt fri af COPI, for at blive restaureret til private ejerlejligheder.

Hurtigt efter branden i marts skulle bygningerne sikres, så renoveringen kunne gå i gang igen, om end det i store dele var forfra. Derfor skulle der store jernkonstruktioner ind for at sikre, at bygningen ganske enkelt ikke styrtede sammen.

Ni måneder er der gået, siden branden havde forkullet og truet den historiske bygning fra overhovedet at eksistere. I dag er bygningen godt på vej mod at ligne sig selv, og det er ganske fantastisk, fortæller palæets ejendomsmægler, Anette Uttenthal fra LokalBollig.

»Bygherre, udvikler og myndighederne har ikke kun arbejdet hårdt og intenst på at udbedre skaderne, men også på at bruge tiden på at bringe palæet tilbage til fordoms storhed. Det er virkeligt lykkedes, må jeg sige. Man kunne have frygtet, at det var gået så grelt som med Svinkløv Badehotel, men det er lykkeligvis ikke tilfældet,« siger hun.

De lejligheder, der kun blev udsat for røgskader, er allerede nu ved at være klar til overtagelse. Således bliver det første sæt nøgler til en lejlighed i Holsteins Palæ uddelt onsdag. Lidt tid går der endnu med de brændte lejligheder, blandt andet fordi man har valgt at være tro mod datidens håndværk fra 1683. Det har ikke gjort opgaven mere simpel.

»Det har været meget omfattende at bygge på en måde, som mange håndværkere ikke er vant til. Det har givet en del frustrationer, men både arkitekter, entreprenører, forsikringsselskab og Slots- og Kulturstyrelsen har været dygtige til at samarbejde i det her fælles parløb, så vi har fundet den helt rigtige måde at bygge det op på. Og det kan man se,« siger Bo Asplund.

De resterende lejligheder forventes at stå klar, som de gjorde før branden, den 1. september.

SMS

Hitter på Facebook

Mere fra Få første måned for 29 kr.