Det offentlige forbrug har aldrig fyldt så meget i dansk økonomi som nu, og det skal ændres, mener Dansk Erhverv ifølge Politiken.

For hver krone, der bliver brugt i samfundet, står stat, region eller kommune for næsten en tredjedel.

»Det offentlige beslaglægger simpelthen flere ressourcer og vil, hvis udviklingen fortsætter, også lægge beslag på stadig flere ansatte. Og det sker i en tid, hvor årgangene bliver mindre og der bliver hårdere konkurrence om at skaffe medarbejdere«, siger cheføkonom Michael Stæhr i Dansk Erhverv, som står bag analysen »Konkurrencestaten: En mindre og mere effektiv offentlig sektor«, der er lavet ved hjælp af Finansministeriets regnemodel Dream.

Den offentlige sektors andel af bruttonationalproduktet (BNP) er vokset i de seneste år.

Den offentlige sektor udgjorde fra 2009 til 2013 28,8 procent af BNP, mens de offentlige forbrugsudgifter i gennemsnit lå på 25,7 procent af BNP i perioden 1990-2008.

»De offentligt ansatte skal aflønnes og det offentlige forbrug finansieres af private virksomheder. Pengene kan kun komme fra virksomheder, der betaler skat af deres fortjeneste, og de privatansatte, som betaler skat af deres løn«, siger Michael Stæhr, som peger på, at Danmark topper de internationale statistikker.

Ifølge Dansk Erhverv er løsningen en langsigtet plan, der drejer det offentlige forbrug tilbage til det historiske niveau på godt 25 procent af BNP.

»En kombination af forbedring af produktivitet på 10 procent i det offentlige over de kommende år og skattelettelser kan få økonomien til at vokse, så det offentliges relative andel af samfundsøkonomien falder. Vi kan opretholde samme serviceniveau, bare billigere«, siger Michael Stæhr.

Han vurderer, at Danmark står i en gunstig situation.

»Vi skal hen i 2020erne før det går rigtig galt, så vi har tid til at foretage en gradvis ændring. De to vigtigste elementer i en langsigtet plan er at sende flere offentlige opgaver i udbud, så driften af plejehjem, børnehaver og så videre bliver udsat for konkurrence. Og så skal kommunerne være bedre til at lære af hinanden. Der er meget stor forskel på, hvor effektivt drevet kommunerne er. Vi skal i gang nu. Den slags processer tager tid,« siger Michael Stæhr til Politiken.