Andelen af danskere, der bekymrer sig meget for vold og kriminalitet, ligger på det laveste niveau i 30 år. Forskningschef peger på den faldende kriminalitet som årsag.

Danskerne bekymrer sig historisk lidt om vold og kriminalitet i samfundet. Det viser en ny rapport fra Justitsministeriets Forskningskontor, der har kortlagt udviklingen siden 1985.

I 2014 var 25,7 procent af danskerne meget bekymrede for vold og kriminalitet, hvilket altså er det laveste antal, siden man begyndte at foretage målingen for 30 år siden.

»Vi kan se, at siden begyndelsen af 90erne er antallet af danskere, der bekymrer sig meget om vold og kriminalitet, langsomt men sikkert faldet. Nu er vi på det laveste niveau i 30 år, hvilket selvfølgelig er glædeligt,« siger forskningschef ved Justitsministeriets Forskningskontor Britta Kyvsgaard.

Til sammenligning var over halvdelen af danskerne meget bekymrede frem mod årtusindskiftet, og i 1990erne var helt op mod 60 til 70 procent af borgerne meget bekymrede for vold og kriminalitet.

Kigger man på gruppen, der slet ikke bekymrer sig for vold og kriminalitet, var det i 2014 mere end hver femte dansker. Det er det hidtil højest målte niveau, og i begyndelsen af 1990erne var det under fem procent, der slet ikke bekymrede sig for vold og kriminalitet.

Samtidig viser rapporten, at der ifølge politiets statistikker er sket et fald i flere former for kriminalitet. Det er også her, man skal finde svaret på, hvorfor historisk få danskere bekymrer sig om kriminalitet.

»Jeg tror, det i meget høj grad hænger sammen med, at kriminaliteten har været faldende i samme periode. Man kan se, mønstret for kriminalitetsfald ligner nogenlunde det, der er for bekymringsfaldet. Ser man på de seneste tal for anmeldt kriminalitet, skal vi meget langt tilbage i tiden for at finde et tilsvarende lavt tal,« siger Britta Kyvsgaard.

Politiet modtog i de tre første kvartaler af 2014 næsten ti procent færre anmeldelser for indbrud i private hjem sammenlignet med samme periode året før, mens antallet af anmeldte røverier faldt 28 procent.