Hillerød Hospital reagerer nu på den hårde kritik, som flere patienter har rettet mod hospitalets lunge- og infektionsmedicinske afdeling. Hospitalet køber blandt andet nyt alarm-udstyr, og afdelingspersonalet får undervisning i at kommunikere.

Hillerød Hospital tager nu en række initiativer for at forbedre forholdene på hospitalets lunge- og infektionsmedincinske afdeling, fortæller Radio24syv.

- Vi håber, at vi med de her initiativer kan forbedre nogle af de ting, der er til gene for patienterne under deres indlæggelse, siger vicedirektør på Hillerød Hospital, Leif Panduro, til Radio24syv.

Flere patienter stod i november frem i radioen og berettede om en række kritisable forhold. Forhold, der fik flere regionspolitikere til at kræve en redegørelse fra hospitalets direktion.

29-årige Nikolaj Brezina oplevede for eksempel, at personalet aldrig kom og hjalp ham, da han med høj feber og hjernehindebetændelse kastede op i halvanden time på toilettet. Han trak til sidst så meget i nødsnoren, at den i stykker. Først da han havde bakset sig tilbage i sengen, kom der en sygeplejerske.

Hillerød Hospital køber derfor nu ekstra alarmudstyr. Det fremgår af et notat fra et møde mellem hospitalsledelsen og Region Hovedstadens politiske forretningsudvalg, som Radio24syv har gennemgået.

Fremover vil sygeplejerskestuderende og andre elever, der arbejder på afdelingen, også kunne besvare nødopkaldene. Hidtil har det kun været få personer, der har kunnet svare.

- Det betyder, at der bliver flere, der kan svare. Indtil nu har der været nogle specielt udpegede, der har kunne besvare opkaldene, men når de har været travlt optagede, så har der ikke været andre til at kunne svare på opkaldene. Nu bliver der flere, der kan svare, siger vicedirektør Leif Panduro.

Et af de andre kritikpunkter af afdelingen gik på, at der lugter af afføring og urin på afdelingen.

- Der lugtede af lort og pis, sagde Nikolaj Brezina i november.

Derfor overvejer direktionen nu at bygge om på afdelingen.

- Lige nu er afdelingen indrettet sådan, at toiletterne åbner direkte ud til gangen. Det vil vi prøve at se, om vi kan lave om, sådan så stuerne har adgang til toiletterne. Det undersøger vi i øjeblikket, siger Leif Panduro.

Et tredje kritikpunkt gik på, at personalet virker stresset, underbemandet og til tider direkte arrogant over for patienterne.

En kritik, der kom frem i oktober, da Radio24syv kunne fortælle, at Hillerød Hospital blev politianmeldt for drab. En sag, der lige nu ligger hos statsadvokaten.

Her fortalte sønnen til en nu afdød kvinde, der var indlagt på den lungemedicinske afdeling, blandt andet, at der blev talt ned til ham, og at han nærmest følte sig til besvær på afdelingen.

Det samme oplevede Nikolaj Brezina og 77-årige Doris Pedersen, da hun var indlagt i maj i år.

- Jeg spurgte, om de ikke kunne hjælpe mig, men det var ligesom om, de ignorerede mig, sagde Doris Pedersen til Radio24syv i november.

Vicedirektøren afviser, at der er for lidt personale på afdelingen. Til gengæld peger han på, at der er mange nyuddannede og uerfarne sygeplejersker, der ikke har erfaring nok til at håndtere vanskelige situationer med patienter og pårørende. Og derfor får personalet nu undervisning i at kommunikere.

- Vi øver simpelthen vanskelige samtalesituationer, hvor der er skuespillere, der for eksempel spiller nogle meget berørte pårørende. Og det skal personalet jo kunne håndtere på en professionel måde, så det øver vi simpelthen, siger Leif Panduro.