Roskilde Bank, EBH Bank og Nova Bank (tidl. Fionia Bank), som krakkede under finanskrisen og nu ejes af det statslige afviklingsselskab Finansiel Stabilitet, giver stadig nogle af landets højeste lønninger til deres direktører.

Den statsejede Roskilde Bank har i 2009 brugt 15,3 millioner kroner på at aflønne den nuværende og den afgåede direktør, og Nova Bank Fyn har på blot ni måneder brugt 13,6 millioner kroner på to direktører.

Bankerne oplyser dog ikke i regnskaberne, hvordan pengene er brugt, om det er til gyldne håndtryk til tidligere direktører, eller om det er til den nuværende ledelse, og det kritiseres skarpt af både eksperter og politikere på Christiansborg. Det skriver Ugebrevet A4 i dag.

Lever ikke op til reglerne

Professor på CBS Ken L. Bechmann siger til Ugebrevet A4, at bankerne ikke lever op til de regler, som er udarbejdet af en komité under Økonomi- og Erhvervsministeriet, og som blandt andet indeholder anbefaling om åbenhed om aflønning af direktører.

- Det er afgørende at vide, hvor stor en del af udbetalingerne Finansiel Stabilitet har ansvaret for, og hvor stor en del der skyldes tidligere bestyrelsers tildeling af måske lidt for lukrative direktørkontrakter, siger Ken L. Bechmann, og forklarer:

- For at politikere og andre aktører kan forholde sig til, hvad der er ret og rimeligt, så må der være kvalitet i de oplysninger, der gives. Derfor burde alle banker under Finansiel Stabilitet lægge tallene frem. Finansiel Stabilitet kan undgå mistænkeliggørelse, hvis de giver den information.

Bankerne oplyser heller ikke, hvordan bestyrelsesformænd og næstformænd for bankerne er aflønnede.

Vil helst ikke sige noget

Men bestyrelsesformanden for Finansiel Stabilitet og for Roskilde Bank Henning Kruse Petersen siger til A4, at 12 millioner er gået til løn og aftrædelsesgodtgørelse til den tidligere direktør, men at han foretrækker at bruge så lidt tid som muligt på at oplyse om aflønningsforhold i Roskilde Bank.

- Vi bruger tiden på afvikling af banken i stedet for det, forskellige eksperter har fundet på, at vi skal bruge tiden på, siger Kruse Petersen til Ugebrevet A4.

Chokerende lukkethed

Den holdning chokerer Socialdemokraternes ordfører på sagen, Benny Engelbrecht:

- Jeg mener ikke, at Henning Kruse Petersen er sin opgave voksen, og derfor bør det overvejes meget grundigt, om han er den rette person på posten som formand for Finansiel Stabilitet. Den lukkethed, Henning Kruse Petersen lægger op til, er chokerende.

Også Colette Brix, der er erhvervsordfører i Dansk Folkeparti, mener, informationerne skal frem i lyset:

- Det er noget flæberi at gå og holde oplysninger skjult. Får man penge for at drive statens banker, skal man naturligvis være et mandfolk og fortælle, hvad man får.