Danske unge har lettere adgang til hårde narkotiske stoffer end andre unge i EU, viser stor EU-undersøgelse.

Danmark er det land i EU, hvor det er nemmest for unge mennesker at få fat på hårde narkotiske stoffer som heroin, kokain og ecstasy.

Det viser en ny undersøgelse fra EU's analyseinstitut, Eurobarometer.

Især når det gælder adgangen til heroin, skiller Danmark sig ud på en klar førsteplads.

Mere end hver fjerde af de unge danskere i undersøgelsen - 27 procent - siger, at det vil være "meget let" eller "forholdsvis let" at få fat på heroin inden for 24 timer.

Det er over dobbelt så mange som EU-gennemsnittet, der ligger på 13 procent.

I den anden ende af listen finder man Finland. Blot én ud af 20 unge finner (fem procent) vil have nemt ved at få fat på heroin i løbet af et døgn.

Også når det gælder adgangen til ecstasy, har danskerne lettest adgang i hele EU. Her er det 35 procent - eller godt hver tredje - der vil have nemt ved at få fat på de ulovlige piller.

EU-gennemsnittet ligger på 22 procent.

Kokain er endnu nemmere at få fat på for de unge danskere. Her fører Spanien an i EU-statistikken, men Danmark følger lige efter.

Fire ud af ti unge danskere (40 procent) vil have nemt ved at få fat på stoffet, mens det i EU som helhed er godt to ud af ti (22 procent).

Undersøgelsen viser også, at Danmark er blandt de lande i EU, hvor unge mennesker vurderer det som mindst sundhedsskadeligt at prøve kokain én eller to gange.

Undersøgelsen bygger på svar fra 12.315 unge EU-borgere mellem 15 og 24 år. De blev i maj måned spurgt om, hvor let eller svært det vil være for dem personligt at få fat på de ulovlige stoffer inden for 24 timer, hvis de havde brug for det.

509 danskere har deltaget i undersøgelsen.

/ritzau/