På størstedelen af Syddansk Universitet skal alkohol være totalt bandlyst under rus-ugen. Så klar er beskeden fra universitetets ledelse.

- Vi har mange med indvandrerbaggrund, hvor man ikke har den samme omgang med alkohol. Der er nogle af dem, der ikke har haft det godt med, at det var en så synlig del af studiestarten, sagde prorektor Bjarne Graabech Sørensen til Jyllands-Posten.

Forbuddet skal gælde på tre ud af fem fakulteter, når de cirka 5.000 nye studerende skal hilses velkommen til studielivet med de såkaldte rusuger.

Forbuddet har fået de studerende på barrikaderne.

- Sagen er ikke lukket. Efter påske mødes vi med universitetets ledelse for at se, om ikke vi kan finde en løsning, der er god for alle parter, siger formand for Syddanske Studerende, Andreas Munk Jensen, til BT.

- Det er meget vigtigt, at et introforløb afspejler studielivet, som det ser ud i virkeligheden. Man skal ikke forsøge at lave kunstige introforløb, som skal få virkeligheden til at se ud som noget andet. For os er det vigtigt, at man ikke forstiller studiemiljøet for religionens skyld, lyder det.