Post Danmark kan ikke aflevere alle breve på grund af snevejret mandag, men håber på, at der bliver ryddet til tirsdag. Det samme gør Dansk Sygeplejeråd, så de ældre kan få den nødvendige hjælp.

Se læsernes snebilleder: Danmark begravet i sne

Både bornholmerne, nordsjællændere og nordjyderne, der venter på posten, må være tålmodige. Sneen gør det nemlig svært for de danske postbude - især på landet i disse områder - at nå helt frem til postkasserne.

- Vi har alle breve med på gaden i dag, men det er ikke sikkert, at postbudene kan få afleveret alt. Som det ser ud nu, forventer vi, at omkring otte procent af brevene ikke kan komme frem, siger Martin Von Horsten, chef for distributionen og postbudene hos Post Danmark.

HVORDAN LIGGER SNEEN HOS JER? SEND BILLEDE TIL 1929@BT.DK

Han forklarer, at det drejer sig om mellem 35.000 og 45.000 breve, og at der også kan være pakker imellem.

I juletiden er de røde postkasser rundt om i landet mere fyldte end normalt, og derfor er det vigtigt, at posten kan nå ud med julekortene.

- Kulden er ikke noget problem. Det er værre, hvis det fyger. Men vi går ind i en uge med relativt meget post og pakker, så vi forventer, at vejene bliver ryddet, så vi kan komme ud med det, siger Martin Von Horsten.

Se læsernes snebilleder: Danmark begravet i sne

Han håber på, at den post, som ikke kommer frem i dag, vil nå ud til de ventende danskere i morgen.

Også sygeplejerskerne forventer, at vejene bliver ryddet, så de kan komme ud til de borgere, der har brug for det.

- Sørg for snerydning hele vinteren, så hjemmesygeplejerskerne kan komme frem, og vi undgår kaotiske tilstande, hvor ældre, der har brug for pleje, behandling og medicin, ikke kan få den, siger Dansk Sygeplejeråds næstformand, Dorte Steenberg.

Bliver sneen ikke fjernet, vil det give store problemer, lyder advarslen.

- Konsekvenserne er til at få øje på. Der er syge mennesker, som ikke får den pleje, behandling og medicin, de har brug for. Og sygeplejersker, der skal kunne komme ud på alle tider af døgnet, som kommer til skade, siger Dorte Steenberg.

HVORDAN LIGGER SNEEN HOS JER? SEND BILLEDE TIL 1929@BT.DK

Se læsernes snebilleder: Danmark begravet i sne