Og nu genlyder sætningen uden tvivl i krogene herhjemme om Peter Madsen og Kristian von Bengtson, som har sat sig for at gennemføre et noget særpræget projekt. De vil nemlig ud i rummet. Det skal ske i deres egen hjemmebyggede raket, som bliver til i værkstedet på Amager.
- Vi skal 100 km op i luften og så en tak mere. Det er grænsen for, hvornår rummet begynder, siger Peter Madsen med stor selvtillid.
Og i går eftermiddag skulle jetmotoren til raketten så testes. Til stor begejstring for flere hundrede fremmødte raketfans ude på Refshalevej på Amager.
De fremmødte måtte vente et par timer mere, end de regnede med, i sne og sjap, da der var nogle tekniske udfordringer med motoren. Men til sidst gik det løs. Efter en nedtælling som taget ud af rumdramaet Apollo 13, så bragede en øredøvende larm ud i luften, mens der stod en 15 meter lang ildsøjle ud af bagenden på motoren. Et par hundrede meter væk jublede fædre med deres smådrenge og spændte tekniknørder højlydt.
Har fået formue i sponsorater
Peter Madsen og Kristian von Bengtson er gravalvorlige med deres raket-idé. Og de er faktisk godt på vej ud i rummet allerede. De har modtaget en formue i sponsorater, et utal af højteknologiske dimser, som en raket ikke kan flyve uden, og de har et hold på 15 frivillige videnskabsfolk bag sig, hvis man tæller crashtest-dummien med.
Og de to herrer er ikke hvem som helst. Kristian von Bengtson har arbejdet for NASA og er medlem af det amerikanske rumfartsinstitut AIAAs tekniske komite. Peter Madsen har bygget verdens største hjemmelavede undervandsbåd »Nautilus« på 40 ton, som fungerer upåklageligt.
Det bliver Peter Madsen, som skal op at flyve i raketten, når den skal affyres til juni.
- Selvfølgelig bliver man da nervøs i øjeblikket. Men vi gennemgår det til mindste detalje. Vi flyver ikke, hvis vi ikke er sikre på, det går godt, forklarer han.
Nervøs Karla
Peter Madsen har fået flyvertjansen, for nygifte Kristian von Bengtsons kone er ikke vild med tanken om, at hendes mand tager på rumfart i en hjemmebygget raket.
- Jeg kan og har jo aldrig forbudt Kristian noget, men jeg er da ikke så vild med tanken, griner Karla Bengtson, der til daglig er tegnefilminstruktør.
- Men for Kristian tror jeg mere, at det handler om at bygge den og knap så meget om flyveturen, siger hun.
Det er planen, at raketten skal være i rummet ganske kort, inden den igen dumper ned under grænsen på de hundrede km fra Jordens overflade.




















