Det kan være, at TV2's politiske redaktør, Henrik Qvortrup, i fremtiden vil tænke sig en ekstra gang om inden han dømmer et parti ude af Folketinget.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>I 2010 svor han, at han ville æde sin gamle hat, hvis det lykkedes Liberal Alliance at komme over spærregrænsen på to pct. til det dengang kommende folketingsvalg.
Her spiser Qvortrup sin hat
Som bekendt lykkedes det partiet i torsdags at komme ind i Folketinget med fem pct. af stemmerne.

Mandag morgen oprandt så dagen, hvor Henrik Qvortrup skulle smage konsekvenserne for tidligere tiders hovmod.

Her var han gæst i Go'Morgen Danmark, hvor menuen stod på stråhat brasseret i rødvin i tomatsovs med dertilhørende risotto.

For at gøre hatten ekstra mør, så havde retten simret i 12 timer og hver fjerde time blev vandet skiftet, så evt. limrester og andet skidt fra hatten, blev filtreret fra.

- Den er muligvis lidt sej, men den kan da spises, fortalte Henrik Qvortrup, efter at have spist et par mundfulde af den 'økologiske hat.'

Gorm Wisweh, manden bag den famøse hatteret, var synligt overrasket over resultatet, men begge de herrer var enige om, at hatten var sej at tygge.

Faktisk var den så sej, at Henrik Qvortrup blev nødt til at trække trådene ud af hatten, for ellers var den for sej at komme igennem, selvom den havde kogt i 12 timer.

Henrik Qvortrups 18-årige datter, Kerstin, var synligt over imponeret over sin far, mens hun fra sidelinjen fulgte slagets gang.

- Ej, det er jo helt sejt, sagde hun og var tydeligt imponeret over, at han smagte på retten.

Den politiske redaktør indrømmede, at han ikke havde trænet op til hatte-spisningen, men han havde forberedt sig en lille smule på selve dagen.

- Jeg har ikke spist morgenmad hjemmefra. Det er den måde jeg har forberedt mig på, sagde Henrik Qvortrup og fortalte, at han aldrig havde sat tænderne i en hat før.

Qvortrup vil umiddelbart ikke droppe sine politiske forudsigelser til trods for, at han måtte tygge sig igennem en hat.

- Nej, jeg synes egentlig, jeg er forsigtig nok. Men nogle gange vurderer man bare forkert. Og jeg var den eneste, der var dum nok til sætte en hat på højkant.
 
- Og nogle gange er det sundt nok, at man må smage sin egen medicin, sagde den politiske redaktør.

Henrik Qvortrup havde før showet kontaktet Anders Samuelsen, men den partilederen var forhindret i at møde op.  

I øvrigt skal det oplyses, at Qvortrup ikke spiste hele retten op, men han åbnede op for, at han kunne få resten med hjem.
Her spiser Qvortrup sin hat