Allerede i nat vil der falde mere sne, der i første omgang vil ramme Nordjylland og i løbet af onsdag morgen brede sig til resten af landet.
Værst bliver det i Østersøområdet omkring Bornholm og Lolland Falster, hvor der vil falde et par centimeter.
Det bliver altså ikke så slemt som i sidste uge.
- Der er intet i vores prognoser, der ligner snestorm, siger vagthavende hos DMI, Klaus Larsen.
Han varsler dog snefald frem til lørdag.
Desuden kan vi højst sandsynligt se frem til kolde temperaturer og sneglatte veje i resten af februar, hvorefter det er svært at forudsige vejret.
Det seneste tidspunkt på året, der er faldet sne i Danmark, er i maj.






















