Digter og folketingskandidat Yayha Hassan satte sig til modværge, da han blev hevet i hestehalen og slået i hovedet på en bytur i København natten til lørdag.

Da en gruppe etniske danskere natten til lørdag overfaldt Yahya Hassan på et diskotek i København, sparkede han igen. Den 19-årige digter og folketingskandidat for Nationalpartiet forklarer i videoen episoden, hvor han forsvarede sig med såkaldte frontspark mod de to mest aggressive overfaldsmænd.

Han var i byen med en gruppe venner på et diskotek og stod og snakkede med en kvinde, da en person pludselig hev ham hårdt i hestehalen bagfra. Han var fulgt af PET-vagter, som afværgede situationen, dog ikke før Yahya Hassan var blevet slået, og han sparkede igen.

»Livvagterne bliver omgået, sådan kan det gå, de gør deres bedste. Jeg synes det er rimeligt, at de (PET-vagterne, red.) kan reagere på trusler inden for 10 meter. Jeg synes, det er rimeligt, at jeg selv reagerer på trusler inden for en halv meter,« siger Yahya Hassan.

Hændelsen kostede Yahya Hassan en tur på hospitalet, men han slap med en øm kæbe og et blåt øje, oplyser formand for Yahya Hassans parti Nationalpartiet Kashif Ahmad.

På trods af knubs tog Yahya Hassan mandag formiddag til Nørre Gymnasium i Husum for at holde et foredrag sammen med Kashif Ahmad.

Formanden fortæller til Berlingske Nyhedsbureau, at han og Yahya Hassan er færdige med foredraget og netop nu er på vej til Københavns Politi for at anmelde voldssagen.

Yahya Hassan beskriver overfaldet som umotiveret, han hverken så eller hørte noget, der kunne tyde på, at det lå et politisk motiv til grund.

Hovedpersonen selv skriver yderligere i sit Facebook-opslag, at han håber, at lørdagens episode kan være med til at sætte hans voldsdom, som han modtog i marts, i perspektiv.

»Sidst mine livvagter blev omgået, og jeg forsvarede mig selv, blev jeg dømt for vold i byretten. Den sag er anket til landsretten, og jeg håber, at denne episode kan vise, hvordan tingene forholder sig,« lyder det fra Yahya Hassan.

BNB