Onsdag indvies to nye pladser i København. Begge er til møder og leg, kultur og underholdning. Begge har med moderne byliv at gøre – og har en fælles forhistorie i slagsmålet om pladser til byens biler.

Hvad skal vi med en bred og lang, åben mole i et land, hvor det en stor del er året er mørkt og koldt og regnfuldt?

Man kan gå ud på molen og møde ensomheden, se ud mod verdenshavet og overveje perspektiverne i dét, kigge på bølgerne, der slikker op ad molens lavtliggende del.

Hvad skal vi med en bred og lang, åben mole, når vejret er godt, Solen skinner, og himlen er optimistisk blå?

Være der. Træffe gamle venner og møde nye bekendte, overvære de forestillinger, der vil blive opført, glæde os over byen og dens aktivitetsniveau og herunder betragte fra første parket – som det skete forleden dag – vovehalse, der springer fra operahusets tag ned i havneløbet. Den slags. Og hvis man er i bil, kan den stå neden under molen.

Sådan en plads, sådan et åbent mødested, får København nu. Stor indvielse på onsdag.

Den nye plads er Kvæsthusmolen, der ligger ved siden af Skuespilhuset. Skuespil­huset, der er et meget vellykket byggeri, især fra vandsiden, er på sin vis et hængsel i forhold til Sankt Annæ Plads, der ligger vinkelret på Kvæsthusmolen.

Sankt Annæ Plads er også blevet fornyet – og omdefineringen af de to pladser hænger sammen med forhistorien.

Regn med regn

Skuespilhuset fra 2008 – tegnet af Lundgaard & Tranberg – har mange kvaliteter.

Blandt dem er den brede træpromenade uden for foyeren, der både tjener som ankomst­område til teatret og som en særlig oplevelse under en tur langs med havnen. I et land som Danmark er vejret hyppigt et problem – men vi kan jo ikke konstruere vores byer og byrum, som om det ikke regnede en tredjedel af året. Mennesker anskaffer sig også huse med haver, selv om man ikke kan være i sidstnævnte adskillige måneder om året.

Skuespilhusets meget brede, meget smukke træpromenade blev et forbindelsesled mellem Nyhavn og … ja, hvad? Tidligere var området ved Kvæsthusmolen stedet, hvorfra Oslofærgen sejlede. Så blev det parkeringsplads og et underligt terrain vague, et udefinerbart sted uden en klar identitet eller funktion.

Det har det nu. Molen, der er 320 m lang og 40 m bred, har fået en belægning, der skaber sammenhæng og helhedsfornemmelse. Paradoksalt nok er belægningen af en type, der er smukkest i eller efter regnvejr.

Molekanterne er forstærkede og har fået understreget fortidens maritime præg. Ligesom fortøjningspullerterne i Nyhavn. På området nærmest mod land er opført forskellige mindre bygninger i et udpræget minimalistisk formsprog. Bygningerne er blandt andet steder til skuespil i mindre målestok, der er et scenetårn og pavilloner, hvorfra en café kan sælge vand og kaffe og lignende. Der er også nedgang til det parkeringsanlæg, der ligger under Kvæsthusmolen.

Biler og byer

Egentlig skulle der slet ikke have været et parkeringsanlæg på Kvæsthusmolen. Flertallet i Borgerrepræsentationen ville ikke have det.

Parkeringsanlægget ville, var argumentet, skabe mere biltrafik. Bedre forhold for bilister øger bilismen. Jo vanskeligere, man gør det for bilisterne at parkere, desto flere vil give op. Bortset fra dem, naturligvis, for hvem bilen er en nødvendig del af det, der skal til for at få hverdagen til at hænge sammen.

Imidlertid, viser det sig, var der truffet en aftale mellem daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen og daværende overborgmester i København Jens Kramer Mikkelsen om, at der kunne opføres et parkeringsanlæg. Det mente retssystemet også. Så bygget blev det.

Men heldigvis kan alle være glade. Ingen grund til bistre miner under onsdagens indvielse. For et flertal i Borgerrepræsentationen ville gerne nedlægge en længere række parkeringspladser på Sankt Annæ Plads. Mange af dem, der har været vant til at parkere deres bil på Sankt Annæ Plads, behøver nu ikke længere bruge en halv time eller tre kvarter på at køre rundt og lede efter en parkeringsplads i en af de nærliggende gader sidst på eftermiddagen. De kan parkere i anlægget på Kvæsthusmolen.

Til gengæld for en lidt længere spadseretur får de så glæde af at efterlade bilen i, hvad der meget vel kan være et af Danmarks smukkeste parkeringsanlæg.

Parkeringskældre fremstår gerne noget skumle. Ikke kun i amerikanske kriminalfilm. Også i virkeligheden. Her er i det mindste tilstræbt store og lyse salagtige etager, der forekommer meget overskuelige. Tilmed er der overraskende lysindfald og store væg­flader, der minder om, hvor smukt et byggemateriale, beton kan være.

I parkeringsanlægget på Kvæsthusmolen er der plads til 500 mennesker – og det er på flere måder opført så fleksibelt, at også de rum vil kunne anvendes lejlighedsvis til forestillinger af forskellig art. Landet er beriget med indtil flere teater- og performancegrupper og andre, der nok ville kunne skabe en koreografi til det nye parkeringsanlæg.

Hotel i front

En af de fysiske forbindelser mellem Kvæsthusmolen og Sankt Annæ Plads går via et område, der har karakter af terrasse.

Terrasser er et greb, mange arkitekter og byplanlæggere anvender, og af gode grunde, for mange mennesker holder meget af at sidde ved vand og kigge på vand – og måske kysse. Det kan de mennesker så her på brede, lyse trætrapper. Allerede inden indvielsen har denne del af nyskabelsen fået kælenavnet »Kyssepladsen«.

Bliver man træt af dét, eller bare sulten eller tørstig, er renoveringen af området også blevet en gevinst for det hotel, der ligger på hjørnet af Sankt Annæ Plads og Toldbodgade. Engang hed det Hotel Codan. I dag er navnet Scandic Front, som netop i fronten, der vender ud mod vandet, åbner en ny café, hvor man vil kunne få nogle forfriskninger og sager.

Der var endnu en grund til, at Sankt Annæ Plads skulle renoveres. Og renoveres gennemgribende. For det første var der parkeringspladserne, der gerne skulle væk. Men for det andet kom der et af de store regnskyl, vi efter sigende får flere af, og det gik hårdt ud over området. Klimasikring er et kort, der overtrumfer de fleste andre i spillet om byfornyelse. For eller imod? For fornyelse? For at alting skal være som det var? Eller for at alting må forandres, for at det kan forblive det samme?

Sankt Annæ Plads er blevet en del af den klimasikring, der udføres en række steder landet over. Ved skybrud ledes vandet ned i det forsænkede midteranlæg og gennem underjordiske rør ud i havneløbet. Også de græsbeklædte plæner kan sammen med blomsterbede tage en del af presset fra regnen. Renoveringen af pladsen kostede en del af de ældre træer livet, hvilket naturligvis er begrædeligt, men nye er blevet plantet og flere nye end de gamle, der faldt.

En af de kedelige ting ved mange moderne byggerier er, at de nye træer ligner en kost med et par kviste, og så går der mange år, inden de bliver til rigtige træer – eller beslutter sig for at dø i erkendelse af, at de alligevel aldrig bliver til noget.

Her er plantet forholdsvis store, nye træer, der allerede om få år vil kunne klippes og begynde at ligne de andre i den allé, der helt klart er det definerende træk på Sankt Annæ Plads. Flere af de velkendte skulpturer er stadigvæk på Sankt Annæ Plads. Også Christian X til hest lige før Bredgade. Også en ny legeskulptur til de mindste, udført af Eva Koch, er kommet til. Det er Eva Koch, der denne sommer har en meget seværdig udstillingen i Cisternerne over for Frederiksberg Slot.

Tilbage til regnen

Sankt Annæ Plads har ændret karakter. Den er blevet et mere moderne byrum.

Trafikken er lagt an på udstrakt hensyntagen til gående og cyklister. Fortovene er blevet bredere med henblik på udeservering i sæsonen med allerede et par nyskabelser. De grønne anlæg er ud over at være blevet mere børnevenlige anlagt ud fra en nyere opfattelse af byrummet. Byrummet er et sted, mennesker mødes, børnefamilier sætter sig i græsset. Motion er blevet noget, man dyrker i det offentlige rum. Det er et led i en udvikling fra idræt til en moderne bevægelseskultur – og det omfavner Sankt Annæ Plads i et vist mål, og det samme gør mange andre af de byrum, der i disse årtier opgraderes, så byerne bliver bedre og mere udholdelige for de stadigt flere indbyggere, der søger mod hovedstaden og andre større, sammenhængende byområder.

Tidligere var de grønne anlæg på Sankt Annæ Plads delt op i nogle veldefinerede, rektangulære områder, der var indhegnet af et metalgitter. Man kunne lukke sig ind og træde tilbage fra verden. Ikke helt så eksklusivt som de private parker i London, der er forbeholdt nogle af naboerne. Man alligevel. Der var en stemning over stederne. Stemning af Frederiksstad, fornemme bygninger og fortid.

Rundt om i landet er der mange byparker af den art. Med et fast inventar af træer, buske og blomsterbede, bænke til ældre mennesker og unge kvinder med barnevogn. En skulptur forestillende en kvinde eller en kvinde med et barn af Utzon-Frank eller Kai Nielsen osv. Fredelige oaser.

Måske skulle vi frede et par stykker af dem, mens tid er? Som eksempler på en epoke. For mange af tidligere tiders grønne anlæg forsvinder til fordel for det moderne storbyanlæg, vi kan se Sankt Annæ Plads som et eksempel på. Byparker er ikke nødvendigvis halvøde og fredelige i dag. De er en del af de moderne storbyliv, hvor det offentlige rum bliver en forlængelse af den private lejlighed og – som nævnt – bevægelseskulturen er blevet en del af bybilledet.

Dette paradigmeskifte imødekommer de to nye pladser, København har fået med Kvæsthusmolen og det nyrenoverede Sankt Annæ. På hver deres måde er de æstetisk velovervejede og funktionelt indrettet med henblik på en multifacetteret virkelighed. Det vil stadig være muligt i november at gå en tur langs med havnen og ud på molens yderste pynt og opleve, hvordan naturen selv i København er oppe og dirre på den store klinge. Kvæsthusmolen kan blive et populært mødested og en ny scene i byen for teater og underholdning og andre aktiviteter. Noget tilsvarende vil gøre sig gældende i en mindre, intim målestok på Sankt Annæ Plads.

Når det ikke regner.