Omkring 3.000 ansatte i DSB får næste år ny uniform. Den har været undervejs siden 2010, og ifølge en aktindsigt, som Radio 24syv har fået, lyder den samlede pris for udviklingen af tøjet på knap 5,3 millioner kroner.

Men det er ikke prisen på de forskellige beklædningsgenstande, der lader til at optage medarbejderne hos DSB mest.

Derimod får udseendet hård kritik:

I DSB’s medarbejderblad, ‘Ind & Se,’ giver en række ansatte udtryk for deres utilfredshed med især udseendet, da de igennem bladet får mulighed for at stille spørgsmål til Tine Moe Svendsen, der er underdirektør i HR Aftaler og Vilkår i DSB.

»Skjorter til uniformsbrug skal helst være ensfarvede. Man vil helst ikke ligne en medarbejder fra McDonald's, når man går igennem toget,« skriver Roni Klein.

Ansatte, som Radio 24syv har talt med, kalder uniformen ‘en katastrofe’ og ‘klovnedragt’

Sådan kommer DSB's nye uniform til at se ud. Foto: Gitte Sofie Hansen 
Sådan kommer DSB's nye uniform til at se ud. Foto: Gitte Sofie Hansen 
Vis mere

»Skjorten er ikke pæn, men dejligt gensyn med bukserne med sidelommer,« skriver Susan Nielsen i ‘Ind & Se.’

Togfører Flemming Nielsen er bekymret for, om uniformen vil mindske hans og kollegernes myndighed.

»Er det virkelig jeres alvor, at vi skal gå i de ternede skjorter ude blandt vores passagerer? Man trækker efter min mening al troværdighed og myndighed ud af jobbet som togfører,« skriver han.

Toginstruktør Kent Sørensen vil vide, om DSB har lyttet til de ansattes mening.

»Vi lytter selvfølgelig til det, der bliver sagt og skrevet. Og så må vi erkende, at uanset hvilke valg, der bliver truffet, kommer vi aldrig til at stille alle tilfredse. Smag og behag er forskelligt,« svarer Tine Moe Svendsen.

Underdirektøren HR Aftaler og Vilkår i DSB forklarer over for Radio 24syv, at årsagen til, at togselskabet skal have nye uniformer er, at aftalen med den nuværende leverandør udløber.