For nøjagtigt et år siden fik Carina Melchiors far, mor, søster og bror den værst tænkelige besked fra overlægen på Aarhus Hospital.

- Carinas hjernefunktion er ved at ebbe ud, og hjernedøden vil indtræffe, sagde Benedicte Dahlerup, som det kunne ses i DRs dokumentar ’Pigen der ikke ville dø’ i går aftes.

I dag går, står, taler og bevæger Carina sig normalt og siger, at hun vil gøre sin studentereksamen færdig.

Carina1111

- ’Jeg vil have min studenterhue, far’. Det siger hun nu. Vi har at gøre med en meget stædig og viljefast pige, siger den i dag 20-årige piges far, Kim Melchior, til BT.

- Ja, men det er jo et kæmpe mirakel for os. Hun er kommet ufattelig langt i dag. Hun gik i 3. g, da ulykken skete, og hun er meget opsat på at gøre det færdigt. Hun har veninder på besøg, kan klare det meste selv, og hun går endda til ridning med sin mor hver mandag, fortæller Kim Melchior til BT.



Historien om Carina blev vist på DR1 onsdag aften. Her så man, hvordan Carina efter en voldsom trafikulykke snød alle lægers forudsigelser og vågnede op i hospitalssengen.

Kort tid før havde familien sagt ja til organdonation. Udsendelsen satte skarpt fokus på lægers skøn og de svære overvejelser som en familie gør sig, når en pårørende svæver mellem liv og død.



Da 19-årige Carina efteråret 2011 blev bragt ind på intensivafdelingen på Aarhus Universitetshospital, skønnede lægerne, at den 19-årige Carinas hjerne var så skadet, at hun ikke ville overleve ulykken og bad derfor familien tage stilling til, om deres datter skulle være organdonor?

Men forløbet kom til at gå helt anderledes, end lægerne forudså. Efter der blev slukket for respiratoren og al behandling stoppet, bevægede den 19-årige pige sig pludselig i sengen.

Læs meget mere i BT i dag

Send en hilsen til Carina på Facebook her 





LÆS MERE: Her er reglerne for organdonation