Langt de fleste boligsælgere må vente et godt stykke tid på at få afsat deres boliger, men en lille gruppe kan glæde sig over at få solgt ganske hurtigt.

En ny analyse fra boligsiden Boliga viser, at 6,6 procent af villaerne og 9,8 procent af ejerlejlighederne i indeværende år blev solgt inden for 14 dage, efter de blev sat til salg*, og mens andelen på villamarkedet er stort set den samme som i 2011, er andelen af lynsalg på ejerlejlighedsmarkedet steget 2,5 procentpoint.

Køberne har slået hurtigst til i Aabybro i Vendsyssel, hvor næsten hver fjerde villa er blevet solgt inden for to uger, og de får følgeskab i toppen af flere nordjyske byer, herunder Nørresundby og Aalborg SV, hvor andelen ligger lige under 20 procent.

I 30 ud af undersøgelsens 253 postnumre er det til gengæld ikke en eneste gang lykkedes at komme af med villaen inden for 14 dage.

Det går hurtigt på Frederiksberg

Markedet for ejerlejligheder oplever en mindre opblomstring i øjeblikket, ikke mindst i hovedstadsområdet, hvor særligt Frederiksberg C’s sælgere kan glæde sig over mange lynsalg, i alt 16,5 procent af det samlede antal salg.

Blandt de øvrige postnumre i hovedstaden, er det kun sælgerne i Københavns nordvestkvarter, der halter lidt efter på markedet for lynsalg. Her har 4,2 procent af sælgerne formået at komme af med boligen inden for to uger, mens ejerlejlighederne i bydele som indre by, Nørrebro, Vesterbro og Østerbro er blevet solgt hurtigt i henholdsvis 14,7 pct., 13,7 pct., 13,3 og 12,7 pct. af tilfældende.

Listen toppes dog af nordsjællandske Espergærde, Hørsholm og Risskov ved Aarhus, hvor andelen ligger omkring 20 pct.

I seks postnumre har ingen købere slået til inden for 14 dage på ejerlejlighedsmarkedet.

Se hvor mange lynsalg, der har været i din foretrukne by:

Villaer

Ejerlejligheder