En to-værelses lejlighed på Trøjborg til under 500 kroner om måneden. Og det er ikke en gang løgn. Udlejeren overså en enkelt detalje - derfor er huslejen ikke steget i 36 år.

Det er byens uden sammenligning billigste lejlighed og enhver boligsøgendes drøm:

En to-værelses lejlighed på godt 50 kvadratmeter i Willemoesgade på Trøjborg til 460 kr. om måneden. Firehundredeogtres kroner.

Med både bad og toilet i lejligheden endda. Og faktisk er der ikke kun en af slagsen til den pris. Der er to lejligheder i samme ejendom, hvor huslejen ikke er steget én krone siden 1977.

Danmarks billigste hus er snart solgt

Og hvordan kan det nu gå til?

Lejerne i de to lejligheder - et par brødre - har en underskrevet aftale fra 1977 med ejeren - TLK ved Preben Kjær Pedersen - om, at huslejen ikke må stige, så længe de bor der. Og det gør de stadigvæk.

Et tilbud fra udlejeren

Forklaringen på aftalen er, at ejeren i 1977 ville udstykke ejendommen i ejerlejligheder. Reglerne var sådan, at ejeren forinden skulle tilbyde lejerne at købe ejendommen som en andelsboligforening. Hvis blot en tredjedel af lejerne var med på den handel, skulle ejeren sælge til lejerne - og så blev der ikke noget af ejerlejligheds-projektet.

For at undgå, at lejerne benyttede sig af købs-muligheden, tilbød Preben Kjær Pedersen dem i stedet, at de kunne blive boende i deres lejligheder til uændret husleje. Det gik lejerne med til. Og der blev indgået en skriftlig aftale med hver enkelt lejer om det.

Uden tidsbegrænsning

Hen ad vejen flyttede de fleste af dem, og deres lejligheder blev solgt som ejerlejligheder

»Jeg var ung dengang og tænkte ikke på at sætte en tidsbegrænsning på den uændrede husleje. Jeg regnede med, at efter 10-15 år ville alle lejere være flyttet fra ejendommen. Sådan gik det ikke. To brødre, der efterhånden er oppe i årene, er blevet boende,« fortæller Preben Kjær Pedersen.

Stiftstidende har talt med den ene af brødrene, der i dag har boet 45 år i sin lejlighed og er godt tilfreds med både den - og med sin husleje. Da et firma, der var interesseret i at købe lejlighederne, for nogle år siden tilbød dem en halv mio. kr. hver for at flytte, takkede de nej.

Brødrene ønsker ikke at stå frem i avisen.

Danmarks billigste hus er snart solgt

For et par år siden tænkte Preben Kjær Pedersen, at nu var det tid til at udfordre aftalen om uændret husleje i de to lejligheder. Den kunne vel ikke være gyldig i al evighed?

»I dag kan man jo ikke en gang leje en parkeringsplads for 460 kr. om måneden. Huslejen dækker højst halvdelen af, hvad jeg betaler i ejendomsskat og i fællesudgifter til ejerforeningen for lejlighederne,« siger Preben Kjær Pedersen, der varslede en huslejestigning til omkring 2.500 kr. om måneden efter reglerne om omkostningsbestemt husleje.

Det varsel indklagede brødrene for Boligretten, der med dommerstemmerne 2-1 slog fast, at huslejestigningen var i strid med aftalen fra 1977 om uændret husleje.

»Da afgørelsen ikke var enstemmig i Boligretten, valgte jeg at få den prøvet ved Landsretten,« fortæller Preben Kjær Pedersen.

Landsretten: 460 kr. Basta!

Landsretten slog før jul fast, at en aftale uden udløbsdato gælder i tid og evighed: Huslejen er 460 kr. om måneden. Basta!

Det har Preben Kjær Pedersen så besluttet at affinde sig med.

»Jeg går ikke videre med sagen nu. Den har allerede kostet mig 100.000 kr. i sagsomkostninger. Det har på alle måder været dyre lærepenge, jeg har betalt for at forstå, at der skal udløbsdato på sådan en aftale,« siger udlejeren med byens to suverænt billigste lejligheder.

BOR DU AF EN ELLER ANDEN GRUND MEGET BILLIGT TIL LEJE - ELLER ER DU TVUNGET TIL AT LEJE UD FOR SMÅPENGE? TIP BT PÅ 1929@BT.DK