Den nye liste over de mest populære pige- og drengenavne er kommet. Ester og Adam er stærkt på vej frem.

Navnemoden skifter lige som tøjmoden.

Sidste år toppede Emma og Lucas Danmarks Statistiks top-50 liste over de mest populære navne til nyfødte, men i år har Freja og Mikkel overtaget deres pladser.

649 piger født i 2009 har fået navnet Freja, svarende til 21 ud af 1.000, mens 713 drenge fik navnet Mikkel, svarende til 22 ud af 1.000.

Statistikken viser, at de fem mest populære pigenavne er Freja, Ida, Emma, Lærke og Caroline, mens det hos drengene er Mikkel. Lucas, William, Emil og Noah.

Ester er en højdespringer

Tallene, som er blevet offentliggjort her til formiddag, viser, at højdespringerne på navnelisten er hhv. Ester, der er hoppet fra en placering som nr. 72 uden for top-50 listen til nu nr. 47, mens det blandt drengene er Adam, der hopper højest - fra en placering som nr. 51 til nu nr. 40. Måske et fingerpeg om nogle af de meste populære navne de kommende år. Camilla, som i perioden 1987-1996 lå i toppen af pigernes navneliste, har oplevet et bemærkelsesværdigt fald fra nr. 50 sidste år til nu nr. 63. Camilla er dermed ude af top-50-listen, og det samme gælder Hannah og Rebecca. Hos drengene er Johan, David og Laurits røget ud af top-50, mens Lasse er faldet fra plads nr. 43 til nr. 50.

Helt nye navne på top-50 listen er hos pigerne Ester, Rosa og Liv. Hos drengene er Adam, Alfred, og Julius nye på listen.

Anne og Anna på alletiders hitliste

Kigger man på navnelisten for alle danskere - fra nyfødt til gammel - er de fem mest populære pigenavne i rækkefølge: Anne, Kirsten, Hanne, Mette og Anna. Blandt drengenavnene er det følgende: Jens, Peter, Lars, Michael og Henrik. De fem mest udbredte efternavne er - sorteret efter antal: Jensen, Nielsen, Hansen, Pedersen og Andersen.

Statistikken bygger på på oplysninger fra CPR og omfatter børn født i 2009, der er bosat i Danmark 1. juli 2010.