William er afløst på førstepladsen efter seks år som det mest populære navn til nyfødte drenge.

Ser man på hele Danmark, var Sofia det mest populære navn at give til en nyfødt pige i 2016, mens det var Noah, hvis barnet var en dreng. Det viser årets top-50-liste over navne til nyfødte i Danmark 2016. Listen afslører samtidig, at selvom Sofia og Noah var de mest populære navne i 2016 generelt, så ændrer billedet sig, når man ser på regionerne. Især når det kommer til drengenavnene er det forskelligt, hvilket navn der er mest populært.

Kun i Region Sjælland ligger Noah på førstepladsen. I Region Midtjylland valgte nybagte forældre oftest navnet Victor, i Region Nordjylland fik flest nyfødte drenge navnet Malthe, og i Region Hovedstaden var Oscar det mest populære valg. I Region Syddanmark valgte flest forældre i 2016 at kalde deres nyfødte søn William, hvilket var også det mest populære navn til nyfødte drenge i Danmark i 2015.

Nybagte danske forældre i 2016 var mere enige om, hvad deres piger skulle hedde. I Region Syddanmark, Region Sjælland og Region Midtjylland var det mest populære navn til en nyfødt pige i 2016 Sofia. I landets resterende regioner var de nybagte forældre enige om, at Ella var det mest populære navn til en pige. Opdelingen ligner den fra 2015, hvor det også var tre ud af de fem regioner - Hovedstaden, Sjælland og Midtjylland -, som havde Sofia som det mest populære navn til en nyfødt pige. I 2015 var det dog Freja, der var det mest populære navn i de resterende regioner.

De største hop

Højdespringerne på top-50-listen for 2016 er Louie og Saga. Louie hoppede fra en 66.-plads på listen over navne til nyfødte drenge i 2015 til en 44.-plads i 2016. Saga lavede et endnu større hop og gik fra en 72.-plads i 2015 til en 41.-plads på listen over navne til nyfødte piger i 2016.

Du kan også følge udviklingen i brugen af et specifik fornavn til nyfødte fra 1985 til 2016 ved at trykke her: