»I har ikke haft sex vel,« spørger Christian Hornhof sin nieces nye kæreste, Emil Plith, der noget usikkert svarer 'ja' uvidende om, at han er blevet genstand for sin svigerfars og dennes brors drillerier og lige nu bliver optaget med skjult kamera.

Det var egentlig meningen, at 16-årige Emil Plith fra Randers blot skulle til sin svigerfars bryllup, da han bliver hentet af svigerfaren og dennes bror, Christian Hornhof, ved en togstation. Men da Emil Plith sætter sig ind på bagsædet af bilen, starter et krydsforhør, der skræmmer ham fra vid og sans, mens det bliver optaget på en video, som Christian Hornhof senere har delt via sin Facebook-profil.

»Vi skulle op og hente en bluse i byen, og så spørger min svigerinde, om vi ikke kan hente Emil på stationen, selv om hun var en smule skeptisk over for det,« fortæller Christian Hornhof til BT.

Og svigerindens skepsis var med ganske god grund, skulle det vise sig.

»Det opstod lidt spontant, men vi tænkte, at vi ville lave lidt fis med ham, så vi satte et kamera op, så han ikke kunne se, at det optog, og så kørte det ellers bare derfra.«

For kort efter at Christian Hornhof introducerede sig selv som onkel til Emil Pliths kæreste, begyndte han et regulært krydsforhør af den 16-årige tilsyneladende noget skræmte dreng.

»Jeg tænkte, at vi lige skulle have en lille snak. Du behandler hende pænt, ik,« spørger Christian Hornhof i videoen, inden han fortsætter:

»I har ikke haft sex, vel?«

»Jo,« lyder det fra en lettere skræmt Emil Plith.

Og det svar overraskede alligevel Christian Hornhof.

»Da han siger ja til, at de har haft sex, så bliver jeg sgu alligevel lidt mundlam, men så gav det hele lidt sig selv derfra,« fortæller han til BT.

Herefter forsætter krydsforhøret i bilen, og den 16-årige dreng ser ikke ud til at være helt sikker på situationen, da Christian Hornhof påstår, at Emil Plith tilsyneladende ikke altid er lige sød ved kæresten. Det har hun i hvert fald fortalt ham, fortæller Christian Hornhof til den nu noget forstenede Emil Plith.

Men så kan Christian Hornof heller ikke holde masken længere og bryder ud i stor latter, mens han fortæller, at der blot er tale om en joke. Emil Plith ser dog ud til at være lidt i tvivl om, hvorvidt han skal grine eller græde.

»Han var meget bange og skræmt. Han rystede jo helt, efter vi havde slukket telefonen. Han fortalte også, at han var ved at hoppe ud af bilen, men det var heldigvis bare en joke,« fortæller Christian Hornhof.

Sammen kunne de to dog få en øl til brylluppet, og Christian Hornhof forsikrer, at Emil Plith nu er blevet indviet ordentligt i familien.

Efterfølgende delte Christian Hornhof videoen på Facebook, hvor den i skrivende stund er blevet vist mere end 150.000 gange og fået over 2.000 'likes'.