Et besøg på fastfood-kæden Sunset Boulevard i Vejle blev en makaber oplevelse for den 19-årige gymnasieelev Hennie Rasmussen.

Det skete i går aftes, da Hennie Rasmussen og hendes veninde skulle have aftensmad. Hun skulle lige til at sætte tænderne i sin aftensmad, da hun efter eget udsagn opdagede, at der stak et hoved fra et firben ud af hendes burger.

»Min veninde og jeg ville gerne have noget nemt og sent aftensmad, så vi kørte ned på Sunset Boulevard i Vejle. Jeg bestiller to snackburgre og en gang pomfritter, og så går vi ud til bilen igen. Da jeg så åbner posen, så lugter det rigtig mærkeligt. Og da jeg får burgeren ud af posen, kan jeg se, at der er et hoved fra et firben, som stikker ud af burgeren,« siger Hennie Rasmussen til BT.

På billedet, som Hennie Rasmussen har delt på Facebook, kan vi se, hvad der ligner et afhugget hovedet fra et firben. Hun fortæller, hvordan hun tog tilbage til fastfood-restauranten efter den ulækre oplevelse.

»Jeg ville ikke gøre noget stort ud af det. Og pigen, som står ved kassen, blev selv chokeret over det. Så jeg fik pengene tilbage, men jeg skulle stadig betale for min cola,« siger Hennie Rasmussen.

På få timer er Hennie Rasmussens opslag allerede blevet delt flere hundrede gange og bliver i øjeblikket kommenteret flittigt af vrede brugere. Forargelsen går som en steppebrand gennem de sociale medier, og hovedpersonen selv er »virkelig skuffet,« over oplevelsen.

»Jeg er virkelig skuffet over Sunset. Jeg har spist der så mange gang før, men nu har jeg virkelig ikke lyst til at sætte mine ben derinde igen,« siger Hennie Rasmussen.

Hos Sunset Boulevard tager de anklagen meget seriøst, og administrerende direktør hos Sunset Boulevard, Kristian Madsen, fortæller, at de har sendt »fremmedlegemet«, det angivelige firben-hoved, til undersøgelse hos Steins laboratorium og forventer svar i løbet af i morgen.

»Vi har ikke nogen idé om, hvordan det er havnet der. Vi vil først finde ud af, hvad det er. Når vi ved det, så vil vi finde ud af, hvordan det er havnet der,« siger Kristian Madsen.

Hvordan forholder i jer til den her anklage?

»Det er sag, vi tager meget seriøst. Det er ikke særlig rart at blive anklaget for, og derfor har vi allieret os med eksperter for at finde ud af, hvad der er op og ned i sagen,« siger Kristian Madsen.