Syd- og Sønderjyllands Politi blev onsdag morgen tilkaldt til Stjerne Camping i Vejers ved Varde, hvor en 64-årig mand blev fundet død i en blodpøl i et badehus. Ikke langt derfra lå en 69-årig hårdt såret efter at være blevet stukket i maven.

I mellemtiden anholdte politiet en 53-årig psykisk syg fra Varde-området og han er nu sigtet for det brutale drab og drabsforsøg. Nu taler moren til den 53-årige ud til JydskeVestkysten.

Og det er en skræmmende fortælling. Moren, der hedder Tove Mogensen, beskriver nemlig sønnen som en, 'der har været farlig i mange år'. Hun fortæller, at han har været psykisk syg, siden han var 29 år, og at han for 11-12 år siden slog en ung mand ned med en lysestage.

Den 53-årige mand gik angiveligt amok i et badehus på Stjerne Camping, og det har indtil videre kostet ét liv. Et andet offer blev fløjet til behandling på Odense Universitetshospital, hvor hans tilstand endnu er kritisk.

Tove Mogensen fortæller også, at sønnen før har truet sin far, og at forældreparret før har måtte flytte i sommerhus 14 dage, fordi de frygtede deres psykiske syge søn. Derfor har hun også før advaret om hans farlige væsen:

»Dengang, han havde slået den unge mand ned, råbte jeg op om hjælp. Til politiet og til myndighederne. Og jeg var i TV Syd, det hjalp da også, men kun kort,« siger moderen til JydskeVestkysten.

Ifølge Tove Mogensen har hendes søn diagnosen 'skizofren paranoid' og har været på den lukkede afdeling flere gange.