Mediet Føljeton skriver, at Finansministeriet og Danske Bank diskuterede hemmeligholdelse af detaljer.

København. Finansministeriet og Danske Bank diskuterede allerede i 2013, hvad der skulle kunne offentliggøres om salget af Dong. Det skriver mediet Føljeton.

Mediet har fået aktindsigt i en mailudveksling mellem Finansministeriet og Danske Bank.

I mailudvekslingen diskuterer en ansat i Danske Bank - der sammen med den internationale investeringsbank Morgan Stanley rådgav staten - og en ansat i Finansministeriet, hvilke informationer, der skulle kunne ses af offentligheden, blandt andet Rigsrevisionen.

Føljeton skriver, at mailudvekslingen viser, at "embedsmænd var begyndt at undersøge, hvordan detaljerne i den kommende milliardhandel kunne skjules for den danske offentlighed".

Ifølge Finansministeriet har Føljeton misforstået mailudvekslingen. Korrespondancen viser ifølge ministeriet, at Morgan Stanley har foreslået en fortrolighed, der gik for langt i forhold til lovgivningen.

Og Finansministeriet foreslår derfor i mailudvekslingen med investeringsbanken, at man tilføjer en passus, hvor det understreges at intet i kontrakten må stride imod dansk lov om offentlighed.

Ifølge professor i samfundsvidenskab ved RUC Bent Greve viser mailudvekslingen, at man har været meget interesseret i at holde detaljerne om sagen hemmelige.

- Det er ikke unormalt, at man gerne vil beskytte forretningshemmeligheder, så man ikke skader sådan en salgsproces, siger han til Ritzau.

- Men her tyder det på, at man gerne har villet holde så meget som muligt hemmeligt.

- Det bekræfter billedet af, at Finansministeriet ikke har været særligt villig til at lægge oplysninger frem og har villet holde så meget for sig selv som muligt, siger Bent Greve

Føljeton fremlægger en kort mailudveksling, der gør det svært at konkludere noget. Bent Greve vurderer dog, at det ikke er normal praksis.

- Det er ikke sædvanligt, dette her. Jeg synes det er tankevækkende, at ministeriet har været så bevidste om, at de skulle holde ting væk fra offentligheden og fra senere undersøgelser. Det er en både forkert og bekymrende adfærd.

- For det er jo vigtigt, at offentligheden kan få indsigt i disse processer og staten kan blive kigget i kortene, siger Bent Greve.

Rigsrevisionen kritiserede tidligere i maj Finansministeriet for mangelfuld journalisering og manglende dokumentation for, hvordan salget af Dong til Goldman Sachs blev gennemført.

/ritzau/