Natten til onsdag gik en kunde amok og købte busklippekort og kyllingespyd for knap 3.300 kroner i en 7-eleven i Aarhus. Men det var hverken en kæmpe sult eller en stor trang til at køre i bus, der var grunden til det noget specielle indkøb.

21-årige Emil Sand, der er medarbejder i en 7-eleven i Immervad i Aarhus, fik pludselig en speciel oplevelse natten til onsdag. En kunde ville nemlig købe 35 kyllingespyd og 20 busklippekort til en samlet pris på knap 3.300 kroner. Men det noget anderledes indkøb var ikke fordi, kunden var vildt sulten eller skulle køre rigtig meget i bus, forklarer Emil Sand:

»Det var en travl nat, og der var mange fulde mennesker i butikken. Ud af det blå kom en cirka 40-årig mand frem til disken og ville købe en helt masse mad og klippekort. Da de andre kunder hørte, at det hele var til de hjemløse, brød de ud i jubel og klappede ham på skulderen. Hele butikken var helt oppe at køre, og det var virkelig en fantastisk oplevelse,« siger han til BT.

Kender du den hemmelige kunde? Er du den hemmelige kunde? Så vil vi rigtig gerne i kontakt med dig. Send en sms til 1929 eller skriv en mail til 1929@bt.dk.

Kunden, som Emil Sand vurderer, var helt ædru, ville ikke have maden udleveret men spurgte i stedet Emil Sand, om ikke han kunne sørge for, at det blev givet til de hjemløse, der tit kommer i butikken i løbet af natten for at få pant for deres flasker. Det lovede Emil Sand og gav løftet videre til sine afløsere om morgenen. Klippekortene ville kunden selv sørge for at dele ud.

»Jeg syntes, det var vigtigt at sørge for, at de hjemløse fik den mad, som kunden har betalt for. Fordi det er en rigtig flot ting, han har gjort,« siger Emil Sand.

Men selvom Emil Sand ikke har oplevet noget lignende, så har han faktisk mødt den glade giver i butikken før:

»Han er tit kommet ind i butikken midt om natten. Der har han for eksempel købt to liter yoghurt og vendt tilbage ti minutter senere og købt fem nye, fordi han havde givet dem til en hjemløs. Han har også fortalt mig, at han arbejder i en butik, hvor han sørger for, at de hjemløse får den overskydende mad,« siger Emil Sand.

Regionschef for 7-Eleven i Jylland, Dennis Bothmann Wiberg, forklarer, at han ikke har oplevet lignende i samme omfang:

»Vi er super glade for, at Emil har valgt at dele billedet på Facebook, for ellers havde vi måske ikke hørt om det. Vi hylder kundens fantastiske gestus for de hjemløse,« siger han.

Efter Emil Sand var kommet hjem fra den begivenhedsrige nat, lagde han nedenstående opslag op på Facebook:

Sådan skrev Emil Sand på Facebook, efter han var kommet hjem fra en noget atypisk arbejdsnat i 7-eleven.
Sådan skrev Emil Sand på Facebook, efter han var kommet hjem fra en noget atypisk arbejdsnat i 7-eleven. Foto: Facebook - Emil Sand
Vis mere

Emil Sand kender desværre ikke kundens navn, og BT har derfor ikke kunnet få en kommentar fra den barmhjertige kunde.