I går afleverede det skandinaviske flyselskab et regnskab, der i den grad skuffede børsmarkedet. Og i dag kan ekstrabladet.dk så afsløre, at SAS og kabinepersonalet i Danmark i al stilhed netop har indgået en overenskomst, der i den grad er 'kriseløn'.

De næste to år får de kabineansatte således ikke en krone i lønstigning. Og oven i den pille skal de ansatte også sluge en løncheck - 1. december i år og 1. december næste år - hvor halvdelen af lønnen er skåret væk.

ekstrabladet.dk har i flere dage forgæves forsøgt at få en kommentar fra de ansattes fagforening CAU. Men afdelingen er 'ferieramt', og ingen kan svare på, hvorfor man har valgt at indgå en overenskomst, der så markant forringer medlemmernes løn.

Interne papirer, som ekstrabladet.dk har modtaget en kopi af, afslører dog, at fagforeningen er parat til at låne de manglende lønkroner til medlemmerne.

'Bestyrelsen har dags dato besluttet, at CAU vil yde lån - detaljer omkring dette vil komme ud senere,' fremgår det af et medlemsbrev fra 17. juli 2012.

Samtidig ændres reglerne for pension, så kabinepersonalet fremover kan få to procent mere i løn, fremgår det af brevet. Betalingen er, at man så skal gå to procent ned i pensionsindbetaling.

Hos arbejdsgiveren SAS har man ikke meget lyst til at fortælle, hvorfor det er nødvendigt med så voldsom en lønnedgang:

'I forbindelse med overenskomstforhandlingerne i år har alle faglige organisationer i SAS bidraget til at sænke virksomhedens omkostninger. Og vi kommenterer af princip ikke specifikke forhandlinger eller overenskomstaftaler,' svarer kommunikationschef hos SAS, Mikkel Thrane, i en mail til ekstrabladet.dk.

'Men vi kan bekræfte, at for kabineforeningens (CAU's) vedkommende er omkostningsreduktionen blandt andet sket ved at reducere månedslønnen i november 2012 og i november 2013 med 50 procent.'