En ny undersøgelse fra HK/Privat viser, at det er i orden at komme for sent til møder på hver tredje virksomhed. Vi har en usund mødekultur, vurderer arbejdsmarkedsforsker.

Vi kender det alle sammen: Man kommer lige fem eller ti minutter for sent til et møde, fordi man ikke nåede sin bus, sov over sig eller kom for sent ud af døren.

Nu viser en undersøgelse fra HK/Privat, at det på en tredjedel - 32 procent - af de danske arbejdspladser er helt i orden at komme for sent til møderne. Undersøgelsen viser også, at cheferne er slemme til at komme for sent. Således svarer 47 procent af deltagerne, at deres nærmeste leder kommer for sent til møderne i virksomheden.

Næstformand i HK/Privat Marianne Vind ærgrer sig over resultatet, men det overrasker hende ikke.

»Det er spild af tid i helt stor stil. Sidder der ti mennesker og venter på deres chef i bare fem minutter, er der spildt en hel arbejdstime. Vi spilder på mange måder rigtig gode ressourcer,« siger Marianne Vind.

Hun forklarer, at det medvirker til stress, når andre kommer for sent.

»Jeg ved, at mine medlemmer brænder for deres arbejde. Når de er på arbejde, knokler de og vil gerne nå så meget som muligt. Hvis de bare vil sidde og drikke kaffe, så var det ikke et problem, men de bliver også frustrerede af at sidde og vente, fordi de kunne have nået nogle andre ting imens.«

Næstformanden ser gerne, at virksomhederne tager en snak om deres mødekultur, hvis de ansatte eller lederne har en tendens til at komme for sent. Kun på den måde kan man løse problemet, mener hun.

Ifølge rådgivningschef Niels Henriksen fra Lederne, der er en interesseorganisation med 100.000 medlemmer, er det ikke acceptabelt, at ansatte eller ledere kommer for sent.

»Det er mangel på respekt over for de andre, når man kommer for sent til et møde. Der er skabt en mødekultur, hvor møderne opleves som mindre vigtige, og derfor betyder det ikke noget, om man kommer til tiden eller ej,« siger Niels Henriksen.

Rådgivningschefen mener, at det er ledelsen, der bør tage hånd om mødekulturen på virksomhederne.

»Det er en ledelsesmæssig opgave at vurdere, om møderne er interessante nok, om de er for lange, eller om man er kommet til at lægge møderne for tæt på hinanden,« uddyber Niels Henriksen.

Mads Peter Klindt, der er adjunkt og ph.d. ved Center for Arbejdsmarkedsforskning på Aalborg Universitet, kan godt genkende problemet:

»Det har noget at gøre med, at der generelt er mange, der oplever et stigende arbejdspres. Og vi har en usund mødekultur, hvor mange oplever, at møderne tager alt for lang tid, og man spilder en stor del af sin dyrebare tid ved at gå til møder. Man har i forvejen ikke ret meget tid i en hårdt presset hverdag,« forklarer han.

Epinion har lavet undersøgelsen på baggrund af besvarelser fra 1.359 medlemmer fra HK/Privat, der dækker alle 140.000 privatansatte HKere.

Undersøgelsen vidner om, at de fleste chefer kommer tre til fem minutter for sent, og over halvdelen af dem begrunder forsinkelserne med travlhed og andre møder, der trækker ud.