Helle Serup har siden onsdag gået med nogle store personlige overvejelser, som berører hele familien, der tæller mand, to små børn og forældre. Hendes arbejdsplads skal snart flytte, og hun risikerer at vinke farvel til netværket i Nordsjælland, hvor hun bor. Børnene tog nyheden hårdt.

Helle Serup fik onsdag at vide, at hendes arbejdsplads, Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum i Hørsholm, snart skal rykke teltpælene op og flytte 287 kilometer i vestlig retning til Gammel Estrup på Djursland.

»Flytning af familien bliver det værste. Det der med rive hele netværket op og starte forfra, det bliver hårdt. Det er værst for mine børn på syv og ni år, som har kammerater og går i en god skole,« siger Helle Serup, som arbejder som museumsinspektør på museet i Nordsjælland, der sammen md en række andre statslige virksomheder skal flytte fra hovedstaden til provinsen.

Da Helle Serup forklarede hendes to børn på syv og ni år, at mors museum skulle lukke og flytte væk, vækkede det store følelser i børnene, forklarer hun.

»De begyndte at græde og var helt ulykkelige, da jeg fortalte dem det. De har kommet meget på museet, og de har en stor tilknytning til stedet. De tog det hårdt, at museet skal lukke her i Hørsholm,« siger Helle Serup, som ikke fortalte dem, at de måske skal skifte skole og starte et nyt liv i Jylland. Disse overvejelser skal børnene ikke ligge og tumle med, fortæller hun.

Udflytningen er en del af regeringens plan om at flytte statslige arbejdspladser ud til danske yderkommuner, der sukker efter vækst og beskæftigelse.

Helle Serup forklarer, at hun troede det var en dårlig vittighed, da regeringen onsdag formiddag annoncerede, at hendes arbejdsplads skulle rykke til Jylland.

Det bliver svært for Helle Serup at flytte til Jylland. Ikke fordi, hun har noget imod et liv i den vestlige del af landet som sådan, men er snarere fordi, hun med et snupstag vinker farvel til hele netværket og relationerne i Nordsjælland, hvor hun bor.

Hendes mand, der arbejder som afdelingsleder i en fjernvarmevirksomhed, skal ud og finde nye kollegaer og Helle Serups forældre, som har brug for pleje og besøg af familien, kommer til at blive påvirket af flytningen.

»Mine forældre og svigermor har sagt, vi ikke skal tænke på dem, men gør vi jo alligevel,« siger Helle Serup.

Familien har endnu ikke lagt sig fast på, hvad de skal. Overvejelserne går ifølge Helle Serup i flere retninger. Men sikkert er det, at det bliver en omvæltning for familien, hvis de inden længe skal booke en flyttebil.

Ialt 13 ansatte fra Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum skal udflyttes til herregårdsmuseet i Gammel Estrup på Djursland. Ifølge regeringens plan skal 3900 statslige arbejdspladser flyttes til provinsen.