Rokaden er den mest omfattende i årtier og vidner om, at Lars Løkke Rasmussen har erkendt, at han ikke vinder næste folketingsvalg ved at traske videre i Anders Fogh Rasmussens fodspor.
Frem for få forsigtige udskiftninger har Løkke kørt den store bulldozer hen over regerings-landskabet.
Der ligger tre signaler i udskiftningerne:
Det ene er, at de ministre, som ikke har løftet nok i offentligheden, får sparket. Det er Carina Christensen, Jakob Axel Nielsen, Ulla Tørnæs, Helge Sander og Eva Kjer Hansen. Ingen af dem kan kritiseres for ikke at have passet deres arbejde eller for at være fagligt svage ministre.
Men de har ganske enkelt ikke haft gennemslagskraft nok i offentligheden og må nu vige for, at andre kan komme til.
Det andet signal er, at Lars Løkke Rasmussen formentlig kan leve med lidt højere til loftet end sin forgænger, der styrede ministrene med en jernnæve. At gøre Søren Pind til ny udviklingsminister vidner om, at Løkke ikke er bange for at skabe rum i regeringen til provokerende og stærkt liberale kræfter.
Søren Pind blev efter det fejlslagne forsøg med de "ti liberale teser" tilbage i 2003 anset for stort set politisk død, og det er ikke mindre end godt et år siden Venstres chefstrateg, finansminister Claus Hjort Frederiksen, bad Søren Pind "holde kæft" for åben tv-skærm og i øvrigt slog fast, at Pind havde "taget fejl i syv år". Irettesættelsen faldt fordi, Søren Pind havde problematiseret VKO-samarbejdet.
Det tredje signal er, at Lars Løkke Rasmussen ikke er faldet for forestillingen om, at alt bliver godt, blot fordi man udskifter ældre ministre med yngre kræfter fra folketingsgrupperne.
Bortset fra den tunge post som undervisningsminister, der går til Tina Nedergaard, og den mindst lige så væsentlige post som forsvarsminister, der besættes af Gitte Lillelund Bech, fastholdes erfaringen i VK-holdet. Det illustreres ikke mindst af, at Bertel Haarder skifter til posten som sundheds- og indenrigsminister. Hertil kommer tilførslen af garvede kræfter udefra.
For Lene Espersen har der ikke været meget at rafle om. Hun har brug for en ny platform, hvis forventningen om at kunne løfte sit parti over forgængerens tilslutning skal indfries. En sidegevinst ved rokaden på udenrigsministerposten er, at Danmark i Per Stig Møller får den mest interessante kulturminister i årtier.
Alt i alt tyder meget på, at både Lene Espersen og Lars Løkke Rasmussen styrker deres fælles muligheder med den offensive rokade. Men de omfattende udskiftninger er ingen mirakelkur for regeringens krise. Mindst lige så afgørende bliver indholdet af det regeringsgrundlag, som præsenteres onsdag.
