Milliardær Michael Henriksen, der omkom i en helikopterulykke 5. september, bisættes lørdag fra Stavnsholtkirken ved Farum, nord for København.

Familien, vennerne og forretningsforbindelserne vil her tage afsked med manden, som i lørdagens udgave af BT portrætteres under overskriften ‘Den komplekse milliardær’, for han var, viser BTs research, et sammensat menneske.

Michael Henriksen styrtede ned i sin Robinson 44-helikopter i Kattegat mellem Røsnæs og Samsø. Med ombord var tre af Michael Henriksens bekendte.

Læs også: Cykelglad Volvo-chef dræbt i helikopterstyrt: Skal begraves ved VM-ruten

BT har tidligere fortalt, at 52-årige Michael Henriksen, der er vokset op i Farum og som har arbejdet sig op fra bunden, var en driftig forretningsmand, der aldrig glemte, hvor han kom fra. Ved sin død ejede han blandt andet en stribe ejendomme og virksomhederne City Container og Norrecco. Og formuen på 1,8 milliarder kroner gjorde ham til Danmarks 42. rigeste mand.

Den tidligere borgmester i Farum, Peter Brixtofte, var en af Michael Henriksens venner. De havde blandt andet den samme passion for fodbold, og Michael Henriksen, der har postet penge i Farum Boldklub, der senere blev til FC Nordsjælland, beskrives af Peter Brixtofte som en mand, der ‘var en god familiefar, der passede på sine børn’.

Læs også: Store cykelnavne skal bære kisten med cykel-begejstret Volvo-chef

- Og han var en god kammerat. Hvis en ven eller veninde ikke kunne blive behandlet af det danske hospitalssystem, finansierede han udlandsophold, så de kunne få den bedste behandling. Han var en guttermand, har Peter Brixtofte udtalt.

Den tidligere borgmester, som i kølvandet på Farum-skandalen måtte forlade sit embede og som senere fik en fængselsdom, har videre udtalt:

- Han støttede sit lokalområde, når det virkelig gjaldt. Uden ham, var der ikke noget, der hed FC Nordsjælland. Han gav mig et løfte om, at FC Nordsjælland aldrig kom til at gå nedenom. Han var et kæmpe aktiv for lokalsamfundet, sagde Peter Brixtofte til BT tidligere på måneden.

Michael Henriksen undgik helst pressens søgelys, men det lykkedes ikke altid. Blandt andet lavede tv-programmet Operation X på TV2 et program, der handlede om, hvordan en af Michael Henriksens virksomheder dumpede forurenet jord i en grusgrav i Lynge ikke langt fra Farum. Efterfølgende stævnede Michael Henriksen TV2 for syv millioner kroner. Sagen bliver afgjort den 30. september i Retten på Frederiksberg.

Ved helikopterulykken den 5. september omkom foruden Michael Henriksen den administrerende direktør i Volvo Group Trucks Danmark, Søren Wettergreen, salgschef i Volvo Trucks Hillerød, Mark Jacobsen, og miljødirektør i Michael Henriksens virksomhed Norecco A/S, Morten Friis. Havarikommissionen har bjærget vraget og er i færd med at undersøge, hvorfor helikopteren styrtede ned.

Michael Henriksen efterlader sig kæresten Maja og tre børn, som han fik med sin tidligere hustru, Jette Rasmussen.

KØB BT LØRDAG OG LÆS DET STORE PORTRÆT AF MICHAEL HENRIKSEN.