En heldig mand fra Furesø Kommune har netop oplevet det, som mange af os kun kan drømme om.

Manden der er i 60’erne skrabede nemlig tre ikoner med to millioner kroner på skrabeloddet Millionjagten XL Quick fra DanskeSpil fri, og dermed var han nyslået millionær.

”Det var surrealistisk. Jeg tænker ikke så meget over det. Det skete jo meget pludseligt, at jeg vandt alle de penge,” siger vinderen til DanskeSpil.

Men det er ikke første gang, at manden er heldig på et af DanskeSpils skrabelodder, han har nemlig flere gange før skrabet 1.500 kroner frem på et lod. Det har også betydet, at han beskriver sig selv som en heldigjasen, når det kommer til spil.

Datteren var den første, der skulle have besked om den store to millioners gevinst. Derfor gik han hen til hende og fortalte det lige ud. Manden siger, at datteren ikke troede på det i første omgang.

”Nu har du fået en ny titel! Nu er du millionær!,” udbrød datteren, da hendes heldige far viste hende det værdifulde lod.

Den titel mente manden dog ikke passede helt rigtigt. Derfor rettede han hende:

”Nej, min titel er ikke millionær. Min titel er dobbeltmillionær!,” sagde han til datteren ifølge DanskeSpil.

Hvad gevinsten skal bruges på har manden endnu ikke helt besluttet. Han regner dog med, at han skal købe en ny bolig og ud på en dejlig sommerferie.