Debattøren Lars Hedegaard, der tirsdag blev udsat for et drabsforsøg, indstiller sig nu på et liv under konstant beskyttelse. Det fortæller han til dr.dk .

Siden drabsforsøget har Hedegaard levet under jorden. Han befinder sig på en ukendt adresse uden sin computer og mobiltelefon - afskåret fra omverden. Et sted, hvor PET passer på ham.

Men selv om Hedegaard forhåbentlig snart atter får adgang til sin mobiltelefon og internettet igen, så slipper han ikke for politiets sikkerhedsfolk.  I stedet forbereder han sig til at skulle være under politibeskyttelse resten af sit liv.

- Jeg kender udmærket Kurt Westergaard, jeg kender Pia Kjærsgaard, Naser Khader, Lars Vilks. Geert Wilders kender jeg jo også. Jeg tror jeg stort set kender alle dem, der lever under politibeskyttelse. Hvad skal jeg mene? Det er jo så betingelserne i dag. Jeg kan jo hverken gøre fra eller til, og så må man jo indstille sig på det, hvad der nu er nødvendigt, siger den ivrige debattør og islamkritiker til dr.dk

Torsdag aften skulle Lars Hedegaard have været med ved et arrangement, som Trykkefrihedsselskabet holdt i København. Men politiet rådede ham til ikke at deltage. Lars Hedegaard afviser dog, at det er en mulighed, at han også fremover bliver nødt til at melde fra til den slags arrangementer.

- Sådan vil jeg ikke leve. Der er slet ikke tale om, at det kan blive permanent, siger han og tilføjer, at han mener, at kampen for ytringsfriheden nu er vigtigere end nogensinde.