Det var ikke naturlige årsager, der tog livet af den strandede pukkelhval på stranden i Thy.

Det konkluderer konservator Abdi Hedayat fra Statens Naturhistoriske Museum ifølge dr.dk, efter han sammen med et hold udsendte eksperter mandag skeletterede pukkelhvalen.

»Den havde et reb om halen. Så den er blevet viklet ind i noget net og er druknet,« lyder det fra konservatoren.

Den syv meter lange pukkelhval menes at have ligget på stranden i en uges tid, inden kadaveret mandag efter flere timers arbejde blev pakket sammen og kørt til Statens Naturhistoriske Museum i København. Her lægges det i 37 grader varmt vand, som får kødet til at slippe knoglerne, og sidstnævnte bliver derefter samlet igen og udstillet på museet.

Selv om Abdi Hedayat helst havde set pukkelhvalen svømme levende væk, var det noget af en seværdighed at opleve den på tæt hånd, fortæller han til dr.dk. Det er nemlig 110 år siden, at der sidst er skyllet en pukkelhval op på dansk strand.