Antallet af danskere, som har været på en af landets psykiatriske afdelinger på grund af en diagnose, der skyldes hash, er mere end fordoblet fra år 2000 til 2012.

Det er bestemt ikke ufarligt at tage et hiv af en joint eller gumle på en hashkage.

Antallet af danskere, som har været på en af landets psykiatriske afdelinger på grund af en diagnose, der skyldes hash, er således mere end fordoblet fra år 2000 til 2012, viser tal fra Det Psykiatriske Centralregister i Aarhus ifølge metroxpress.

Især bliver mange indlagt med angst, hashpsykose eller skizofreni efter hashrygning.

Antallet af diagnoser fra landets psykiatriske afdelinger med cannabis-relaterede hoveddiagnoser er steget fra knap 300 i år 2000 til 700 i 2012, mens bidiagnoser, hvor den psykiske sygdom ud over hash har flere årsager, er næsten tredoblet fra 759 personer i 2003 til 2.091 personer i 2012.

Ifølge overlæge i psykiatri Henrik Rindom fra Hvidovre Hospital er stigningen i virkeligheden endnu større.

»Tallet stiger kraftigt, og oven i det skal du lægge de mange hundrede, der bliver indlagt med psykoser for at have taget flere stoffer på en gang, hvor hash er et af dem,« siger han til metroxpress.

I samme periode er der ikke blevet flere, der har fået psykiske sygdomme af kokain, heroin og andre narkotiske stoffer.

Ledende psykolog Mikkel Arendt fra Risskov Psykiatrisk Hospital lavede for et par år siden en ph.d.-afhandling, der viste, at næsten hver anden med en hashpsykose få år efter fik skizofreni. Han siger:

»Der er nok flere grunde til, at tallet for folk med psykiatriske diagnoser på grund af hash er steget så kraftigt. Vi kan se i flere andre lande, at indholdet af stoffet THC er steget kraftigt - hashen er blevet stærkere, og flere ryger skunk. Læger på danske psykiatriske afdelinger er nok også blevet mere opmærksomme.«

BNB