Danske Spils millionær-rådgiver råder nyslået vinder til at slå koldt vand i blodet. »Jeg forstår godt, hvis vinderen er fortumlet«.

Danske Spils millionær-rådgiver råder nyslået vinder til at slå koldt vand i blodet. »Jeg forstår godt, hvis vinderen er fortumlet«.

I ti år er Harry Aamann fra Aalborg rykket ud til nyslåede Lotto-millionærer som økonomisk rådgiver for Danske Spil.

Han har mødt alle typer af vindere; unge, ældre, velstillede og udsatte mennesker, men aldrig én, som har kunnet hæve 315 millioner kroner. Det er Danmarkshistoriens største Lotto-gevinst, som blev udtrukket i fredags, og det er lige før, at Harry Aamanns råd slipper op.

»Normalt siger jeg til folk, at de skal være fornuftige, for et par millioner kan man sagtens få brugt. Men det råd kan jeg godt spare her,« siger Harry Aamann med et grin.

Det er ham, som inden længe aflægger den heldige vinder et visit. En 47-årig kvinde fra Helsingør, mor til fem og arbejdsløs.

»Jeg forstår godt, hvis vinderen er fortumlet her i begyndelsen. Det er de fleste. Selvom de har spillet hele livet og drømt om at vinde, så kommer det bag på dem, når det sker. Mange bliver så tynget af ansvaret for at passe på så mange penge, at de bliver nærige. Derfor råder jeg dem altid til at gøre noget dejligt for sig selv. Holde en god fest eller tage på en lang ferie. De fleste har et opbesvaret behov - mor vil have et nyt køkken, far vil have en ny bil,« siger Harry Aamann.

Frygter naboens tanker

Udover 21-årige Henrik Sørensen fra Hirtshals, som i 2006 vandt 22 millioner kroner og brugte 11 millioner på et år, så møder Harry Aamann sjældent danskere, som bryder sig om at lade naboen se en ny vogn i garagen.

»Mange frygter, hvad naboerne vil tænke, og derfor går de ofte meget stille med dørene. De tør nærmest ikke tale med nogen, før jeg kommer. De frygter også, at vennekredsen vil synes, at de har forandret sig. Eller at de bliver overrendt af låneansøgninger, anmodninger om gaver, men det oplever vi faktisk sjældent«.

Det første, bedste og kedelige råd til en nyslået millionær lyder: Indfri din gæld.

»Jeg råder altid folk til at betale deres lån ud og bruge gevinsten, når der skal købes lejlighed i stedet for at stifte nye lån. Jeg oplever nogle gange, at de får nogle underlige råd fra deres nærmeste eller fra en dårlig bankrådgiver.«

Det næste råd lyder: Tag det med ro.

»I dag kan man ikke leve af renterne ved nogle millioner, så man skal tænke sig om og ikke smide om sig med pengene. Man kan godt give en enkelt gang, når man skal ud med vennerne, men man skal ikke være den, der gør det hver gang. Det er endnu værre at være fattig som en kirkerotte, når man har prøvet at have penge mellem hænderne.«

Bliver man lykkelig af at blive millionær?

»Det kan du godt sige. De fleste får et økonomisk rygstød, som gør, at de ikke behøver bekymre sig for at blive syge eller arbejdsløse, så ja, de fleste bliver meget glade.«