- Jeg føler at vi i dag, modsat for et år siden, har et ret godt bud på, hvor pengene kan være forsvundet hen, siger Boris Frederiksen, kurator i konkursboet til DR-nyheder.
Selv om Stein Bagger har indrømmet at have franarret en række banker 831 mio. kroner, har han undladt at fortælle, hvor en stor del af pengene fra bedrageriet er gemt.
- Jeg er kommet i besiddelse af et meget omfattende materiale, over 20.000 dokumenter. Hvis oplysningerne kan verificeres, er det et meget godt bud på, hvor pengene kan være forsvundet hen, siger Boris Frederiksen.
Hvem der har afleveret materialet til konkursboet, vil Boris Frederiksen ikke oplyse.
På mandag kommer svenskeren Mikael Ljungman, som Stein Bagger har udpeget som sin partner, for retten i Lyngby. Mikael Ljungman er anklaget for i ni tilfælde at have bistået Stein Bagger med svindelen og er tiltalt for groft bedrageri til i alt 262 millioner kroner.
Ifølge TV-avisens oplysninger, har Stein Bagger brugt Ljugmanns selskaber til at kanalisere pengene ud i verden - med formodet endestation i USA, hvor Stein Bagger meldte sig til politiet.






















