Hver sjette nyuddannede økonom og jurist oplever at blive spurgt til deres familieplaner, når de er til jobsamtale.

16 procent af de nyuddannede djøfere fik til jobsamtaler enten direkte eller indirekte spørgsmål om deres planer om at stifte familie, viser en ny undersøgelse ifølge Politiken.

- Det er overraskende mange. Og det er hamrende ulovligt, hvilket det har været i årtier, siger jurist Helene Rafn, Djøf, til avisen.

Mænd og kvinder får spørgsmålet i stort set lige stort omfang, og der er en lille smule flere private end offentlige arbejdspladser, der spørger til planerne om at stifte familie. De unge er typisk færdige som kandidater, når de er sidst i 20erne.

- Det er jo en alder, hvor de fleste begynder at overveje, om de skal have børn eller ej. Og når også de unge mænd får spørgsmålet, så skyldes det formentlig, at de tager mere barselsorlov end andre, siger Helene Rafn.

De unge, mandlige djøfere tager ifølge forbundets seneste undersøgelse i gennemsnit otte ugers barsel, mens gennemsnittet for alle danske mænd er tre uger. Djøf-kvinderne holdt 36 ugers barsel, hvilket er under gennemsnittet for alle danske kvinder på 39 uger.

Djøf har ikke tidligere lavet analyser af jobsamtaler og familieplaner. Og andre forbund har heller ikke foretaget undersøgelser af temaet, men kan genkende problemet. Dansk Magisterforening har en fiktiv jobsamtale på sin hjemmeside, hvor der bliver spurgt til familieplaner.

Fem procent af djøferne får spørgsmålet om familieplaner direkte, mens hver 10. djøfer oplever at få spørgsmålet indirekte. For Dansk Arbejdsgiverforening (DA) er der slet ikke grund til alarm.

- Tallene viser, at for 95 procent af arbejdsgiverne er det ikke et tema under jobsamtalerne. For 20 til 25 år siden havde billedet formentlig have været omvendt. Det med indirekte spørgsmål er vanskeligt at have med at gøre. Det er vel helt naturligt, at en potential arbejdsgiver forsøger at danne sig et overblik over, hvem det er, han eventuelt skal ansætte, siger Lise E. Bardenfleth, chefkonsulent i DA, til Politiken.

Hun vurderer, at hvis der endelig sker en fravælgelse af potentielle forældre, så sker det formentlig inden samtalen.

BNB