De næste mange måneder skal bilister forberede sig på at skulle have flere penge op ad lommen. Det skyldes, at priserne på brændstof kommer til at stige.

Det skriver Finans. Årsagen til, at benzin bliver dyrere, skal findes hos de 14 Opec-lande (lande, hvis økonomi påvirkes meget af olieeksport). Onsdag kom de nemlig frem til en aftale om, at der skal skæres i olieproduktionen.

Det betyder, at det bliver dyrere at tanke bilen op, men ellers skal de danske bilejere ikke frygte det store.



»Der er ingen grund til for alvor at frygte markante stigninger, men 0,50 kr. literen ekstra de kommende kvartaler kommer bilisterne nok ikke uden om. Alene på grund af aftalen,« fortæller investeringsøkonom i Nordnet, Per Hansen, til Finans.



Et kig på benzinpriserne viser, at det hos Circle K torsdag koster 10,29 kroner for en liter 95 oktan og 8,89 kroner per liter for diesel.

Hos Uno-X er det en smule billigere, da en liter 95 oktan her koster 10,22 kroner per liter. Lægges Per Hansens halve krone oveni prisen, kan benzinpriserne fremover komme op på knap 11 kroner per liter.

Fælles for Circle K, Q8, F24 og Uno-X er, at prisen på en liter 92 oktan er en anelse lavere end for 95. Det er dog bestemt ikke meget, da der er tale om mellem to og tre ører i prisforskel.

Det er blandt andet prisen på olie, skat og afgifter samt den amerikanske dollar, der er med til at styre benzinpriserne.