På tirsdag skal 36-årige LB ved Retten i Aalborg have sin dom for, at hun kort før jul dræbte sin egen søn, fire-årige Rasmus, ved at kvæle ham til døde.

Tragedien foregik i kvindens lejlighed i Strynøgade i det indre Aalborg.

Forud var gået et langt og opslidende forløb med uenighed mellem hende og Rasmus’ far, Carsten Damgaard, om samkvem med den lille dreng.

Statsforvaltningen havde kort før drabet indskærpet over for LB, at drengens far havde ret til samvær og ret til at holde ferie med sin søn på helt almindelige vilkår.

Skulle holde jul hos far

Motivet til drabet er aldrig kommet frem offentligt, men det tyder på, at alt ramlede sammen for den da 35-årige bioanalytiker og mor, efter det var blevet besluttet, at Rasmus skulle holde jul hos sin far, som bor på Frederiksberg.

Tirsdag 19. august er så dommens dag, og ligesom den utvivlsomt bliver svær for den drabstiltalte kvinde, bliver det også en barsk dag at komme igennem for den sønderknuste far, 48-årige Carsten Damgaard, som i stedet for at holde en varm og hyggelig jul med sin elskede dreng i isnende kulde måtte bære hans lille, hvide kiste mod graven fra Søndre Kapel i Aalborg.

- Dagen for retssagen er en dag, jeg frygter. Ikke så meget for selve det, der skal ske, men mere fordi der nu bliver rippet op i det hele igen. Selvfølgelig vil retssagen medvirke til, at der kan sættes en form for punktum, men uanset hvad dommen bliver, så bringer det jo ikke Rasmus tilbage.

Det har været rigtig hårdt, og det seneste par uger op mod retssagen har heller ikke været sjove. Jeg føler, der er et enormt pres på, siger Carsten Damgaard.

Hans håb er, at der i retten bliver kastet lys over, hvordan det eksakte forløb har været i tiden op til, at hans søn helt uforståeligt blev frataget livet af sin egen mor.

- Jeg har tænkt over det igen, igen og igen. Tusindvis af gange: Hvad skete der i løbet af de 40-45 minutter, fra hun henter Rasmus i børnehaven, og til hun slår ham ihjel. Det virker jo fuldstændig meningsløst. Jeg håber at få svar på det nu, siger Carsten Damgaard.

Skal vidne i retten

Selv om sagen bliver afviklet som en tilståelsessag, skal Carsten Damgaard møde i retten som vidne for at kaste lys over forløbet op mod det uhyggelige og helt uforståelige drab på lille Rasmus.

Tragedien har taget hårdt på hele familien.

- Det er stadig noget skidt, men vi får psykologbehandling, og det går stille og roligt fremad. Min kæreste har haft det så svært, at hun først er begyndt at arbejde igen sidste mandag, siger Carsten Damgaard.

Egnet til straf

Drabstiltalte LB, har siden hun blev varetægtsfængslet, gennemgået en mentalundersøgelse.

Ifølge BTs oplysninger er hun erklæret egnet til at afsone almindelig fængselsstraf.