Spastisk lammede Thomas Hedall Knudsen stod i udsalgskø til en Playstation - fik at vide, der skulle løbes om kap

Den 37-årige folkeskolelærer Thomas Hedall Knudsen fra Struer har siden fødslen været spastisk lammet i sin venstre side, og det betyder, at han ikke kan løbe men kun gå i nedsat tempo.

Hans handicap har han aldrig oplevet som et stort problem, ligesom han ikke er blevet set skævt til eller diskrimineret på grund af sin medfødte skavank. Før nu.

Helt præcis i fredags i udsalgskøen ved hovedindgangen til Bilka i Holstebro, hvor han var mødt tidligt frem i morgenmørket for at være blandt de fem første, som kunne sikre sig en af de nye Playstation 4 spillekonsoller, der kom i handelen netop fredag.

- Dem, der stod forrest, var mødt op allerede klokken tre om natten. Jeg kom klokken 7.20 og stod som nummer fem, så jeg troede jo, at jeg var blandt dem, der så havde sikret mig retten til at købe en af de fem Playstations. Foran mig stod bl.a. to børn, og der var også en ældre herre i køen. Da klokken nærmede sig 8.00, kom der selvfølgelig flere og flere kunder til, og vi spurgte personalet, om der ikke blev uddelt numre, som man gør alle andre steder, så alt går retfærdigt til, og man kan gå ind i god ro og orden og i den rækkefølge, man har stået i køen. Men det kunne der ikke. De sagde, at det bare handlede om, hvem der kunne komme hurtigst ned i den anden ende af butikken. Der skulle løbes om kap de 100-150 meter fra hovedindgangen og ned i radio/tv-afdelingen, siger en stærkt fortørnet Thomas Hedall Knudsen.

- Da jeg direkte spurgte: "Hvad gør jeg som handicappet - jeg kan jo ikke løbe derop?" fik jeg svaret, at sådan var deres procedure altså. Der var ingen hjælp at hente. Heller ikke hvis man er ældre eller dårligt gående af andre årsager. Jeg har aldrig oplevet noget lignende og er dybt rystet over det. Jeg har jo stået i kø på den måde masser af gange andre steder, og aldrig før har jeg i dén grad følt mig diskrimineret, som jeg blev lige der. Bilka gjorde mig til andenrangs-borger, siger Thomas Hedall Knudsen.

Som forventet var der ikke flere Playstation tilbage, da han efter et stykke tid var kom ned i radio/tv-afdelingen sammen med den ældre herre.

- Det lever jeg såmænd fint med. Det her handler jo ikke om, hvorvidt jeg har købt en Playstation 4 eller ej. Det handler om, at det ikke er i orden, at man bliver diskrimineret på grund af et handicap, fastslår han.

Det er ikke lykkes BT at komme igennem til butikschefen i Bilka i Holstebro. På Bilkas Facebook-side, hvor Thomas Hedall Knudsen også har skrevet om sin oplevelse, har en Bilka-ansat, der underskriver sig som Signe, beklaget. Hun skriver bl.a.:

- Jeg kan sagtens forstå, at du synes, det har været en ubehagelig situation, som har sat sig som en grim oplevelse (...) Jeg beklager mange gange den oplevelse, du og andre havde i Bilka Holstebro, og som det første mandag morgen vil jeg sende din klage videre til varehuschefen, lyder svaret.