Det er ikke kun mennesker, der har mærket konsekvenserne af oversvømmelserne i Nordjylland. Oprydningen af 200 tons døde ørreder til en værdi af seks millioner er i gang.

- Det er tragisk at se på.

Sådan er reaktionen fra ejeren af Mosbjerg Dambrug, Henning Priess, der kan se sin bestand på 200 tons ørreder ligge livløse på jorden.

Det hele begyndte sidste torsdag, da et kraftigt regnskyl over Vendsyssel i Nordjylland fik Uggerby Å til at gå over sine bredder. Åen ligger tæt på Mosbjerg Dambrug, der hurtigt blev omdannet til en kæmpe sø på grund af oversvømmelsen. Natten til fredag forsøgte Henning Priess’ folk at redde noget af dambruget, men vandet steg hurtigt over deres vaders, så de måtte stikke af.

- Vores pumper gik i stå, så der var ikke noget ilt til fiskene. Det er tragisk for folkene deroppe, der troede, at de skulle levere levende, slagtefærdige fisk næste måned. Nu skal de køre dem døde væk. Det er sørgeligt at se på, fortæller Henning Priess.

Oprydningen fortsætter, mens dambruget venter på, at vandet falder yderligere, så man kan rydde helt op og få renset og desinficeret bassinet, som ikke kommer til at have fisk svømmende de næste par måneder.

Tabet kommer umiddelbart ikke til at have den store betydning for Henning Priess’ forretning, da han er forsikret og dermed forventer, at han kan genbesætte dambruget. Samtidig står Mosbjerg Dambrug kun for ti procent af hans samlede virksomhed.