»Farhad« slap fri fra et afghansk fængsel for 16 år siden, men er i dag dybt traumatiseret af sine oplvelser.
»Farhad« slap fri fra et afghansk fængsel for 16 år siden, men er i dag dybt traumatiseret af sine oplvelser.

Farhad er fanget af fortiden i Afghanistan – af 16 år i et torturfængsel. I dag bor han i Danmark og har netop afsluttet sin behandling for svære traumer, som nok aldrig forsvinder.

Han skriger til himlen på hjælp.

I 48 timer har hænderne været bundet over hovedet i et reb, der hænger ned fra loftet. Kun en enkelt gang har han været sænket ned, hvor fødderne rørte det beskidte gulv, og han kunne få sig en bid brød og et glas vand. Brødet spiste han. Vandet lod han stå. Han vidste, at der ikke ville gå lang tid, før han skulle på toilettet, hvis han drak vandet. Og det er ikke en mulighed.

Det er 16 år siden, at Farhad slap ud fra det fængsel, der stadig vækker rædselsfulde minder, og som har påført den afghanske flygtning synlige mén.

Mens Farhad taler om de traumatiske oplevelser, spjætter hans højre arm som en fisk, der gisper efter vejret. I en periode, efter at han kom ud fra fængslet, kunne han slet ikke bruge højre side. I dag kramper hans højre arm med cirka 20 sekunders mellem­rum. Om det er en fysisk eller psykisk skavank, er han ikke klar over, men han ved, at kramperne blusser op, når han taler om fortiden i helvedes fængsel i Afghanistan.

03INDtraumer2-095115.jpg

Når den i dag 51-årige flygtning alligevel tænker tilbage, mindes han en fængselscelle på 50 kvadratmeter, hvor der med 130 mennesker – og mindst lige så mange insekter – var hård kamp om pladsen. I den gamle ruin af et fængsel var der hverken toiletter eller sovemuligheder, og hvis man skulle lægge sig lidt ned, måtte man skiftevis give plads til hinanden. Alligevel skænkede Farhad ikke de kummerlige forhold mange tanker.

»Det eneste, jeg tænkte på, var, hvornår jeg ville blive slået ihjel. Hvordan kunne jeg komme ud? Det hele var meget ubehageligt, men det må man lade være med at tænke på. Flere gange så jeg grupper på 20-30 mand blive kaldt ud af cellen. De blev højst sandsynligt dræbt, men jeg forestillede mig, at de fik fred. Andet turde jeg ikke tænke.«

Konsekvenserne

Farhad er en af de godt 45.000 voksne flygtninge, der ifølge Integrationsministeriets traumeundersøgelse lever med traumer i Danmark. I samme undersøgelse lyder en af hovedkonklusionerne, at et traume kan have betydning for deltagelse i samfundslivet – både i forhold til arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet.

For Farhad har traumerne også haft klare konsekvenser. Han lider af posttraumatisk stress (PTSD) og har ad flere omgange været i behandling for sine tramer på Dignity – Dansk Institut Mod Tortur i København.

Ifølge Farhad er det traumerne, der har parkeret ham uden for arbejdsmarkedet, selv om han egentlig helst vil bidrage til det samfund, han er kommet til at holde så meget af. Når man er arbejdsløs, føles det nemlig som »at tage fra andre og spise selv«. Men »traumerne sidder i marv og ben. I sjælen og i blodet,« forklarer Farhad, som ifølge sin psykolog nok aldrig vil slippe af med de mørke minder. Da Farhad i 2000 ankom til Danmark, anede han ikke, at han havde brug for hjælp. Det var først syv år senere, at det gik op for ham.

03INDReportage-fra-Auderoed.jpg

Den sene erkendelse

På en frostklar dag i marts kom han her til landet med sin lille datter og gravide hustru. Efter en udmattende køretur på knap 40 timer var han først og fremmest lettet over at være sluppet ud af fængslet i Afghanistan. Farhad var dog hverken flygtet eller løsladt. Det var lykkedes hans bror at få ham fri mod bestikkelse på én betingelse … Farhad skulle øjeblikkeligt forlade landet under dække af, at han var blevet slået ihjel.

»Det er en fordom, hvis folk tror, at jeg er flygtet for at få et bedre liv. Jeg havde boet hele mit liv i Afghanistan med forskellige magthavere. Fra kommunisterne til Mujahedin (islamisk styrke mod Sovjetunionen, red.). På trods af alle vanskelighederne var jeg glad for at bo der. Men da Taliban overtog magten, tog de mine ting fra mig og satte mig i fængsel, fordi jeg er shiamuslim, og alle dem, som havde en anden religiøs holdning, skulle udrenses. Slås ihjel.«

Siden 2007 har Farhad gået i behandling for sine traumer ad flere omgange. De første år i Danmark var han ikke opmærksom på stress og andre symptomer. I stedet var han optaget af at få en driftig forretning på benene, ligesom han tidligere havde succes som bilforhandler i Afghanistan. At skulle gå i behandling var samtidig et tabu.

»Da jeg kom hertil, vidste jeg ikke noget om samtaleterapi og gruppebehandling. Det var svært at åbne op,« siger Farhad og fortæller, at de andre flygtninge havde det på samme måde.

»Jeg husker tydeligt en episode, hvor jeg tilfældigt mødte en af dem, jeg gik i behandling sammen med. Jeg kunne let genkende ham, men da han fik øje på mig, kiggede han bare væk og gik forbi. Det var mærkeligt, at vi sådan skulle gemme os for hinanden.«

På overfladen virker det til, at Farhad har fuld kontrol over tilværelsen. Han er velklædt i sin grå habitjakke og blåstribede skjorte. Øjnene er milde, og det mørke hår er velfriseret. Farhad taler kun en smule dansk, så en tolk må sidde ved siden af og oversætte.

Som Farhad sidder der i behandlingslokalet og fortæller om mareridt og flashbacks, der ikke vil forsvinde fra nethinden, er det dog tydeligt at se, hvor mærket han er.

Den indre film slutter aldrig.
Farhad finder en bunke fotografier frem fra tiden i Afghanistan. Han viser billeder af familien ét efter ét. Så dukker et fotografi af ham selv og en jævnaldrende mand op. Han stopper op og begynder at græde.

Hvorfor bliver du ked af det?

»Det var min barndomsven,« siger han og peger på manden til højre i billedet.

»Vi sad i fængsel sammen og blev begge kørt væk for at blive skudt. Men på vejen derhen blev jeg skubbet ud af bilen, og min ven blev kørt videre til det sted, hvor han skulle henrettes. Han blev dræbt, fordi han ikke havde penge og en bror, der kunne købe ham fri. Det kunne lige så godt have været mig.«

Det gør ikke kun ondt psykisk at tænke på. Når Farhad genoplever de grufulde episoder, mærker han smerte i benene, skuldrene, lænden og nakken. Han forestiller sig, at han bliver sparket, og at armene atter hænger i fængselsrebet.

Som mange andre traumatiserede flygtninge kender Farhad også til kroniske symptomer som søvnløshed og koncentrationsbesvær. Andre symptomer på en traumetilstand kan være depression, vrede og en grundlæggende mistillid til andre mennesker.

I Farhads tilfælde deler han også kun de traumatiske oplevelser med den nærmeste familie og behandlerne på Dignity. Han har derfor ikke lyst til at fortælle om »det mest ubehagelige billede«, som han altid ser for sig.

Men efter en tænkepause vælger Farhad alligevel at dele det.

»Det er et billede, jeg aldrig glemmer. Det sidder fast. Billedet er fra fængslet og skulle plante en frygt i os fanger. Ved en henrettelse stillede fangevogterne to træer tæt på hinanden. I arme og ben bandt de en person fast til stammerne, og da de væltede træerne, gav det et slags rekyl. Jeg vil altid se manden blive flået i to.«

Armen kramper nu mere end før, og det bliver kun værre, jo mere han taler om traumet. Alligevel ved han i dag, at det er vigtigt at kunne tale om filmen i hovedet.

»Når man er syg, skal man selvfølgelig søge hjælp. Jeg ved, at jeg stadigvæk har brug for hjælp til at komme igennem de ting, jeg har oplevet. Hvis man ikke er indstillet på at tage imod behandling og gøre noget selv, så bliver det svært at ændre noget som helst.«

12POLTOPSHOTS-SAUDI-ROYALS-.jpg

Fremtiden

I dag opfatter Farhad sig selv som dansker. Generelt er han meget taknemmelig for livet og mulighederne i Danmark. Og så er han blevet behandlet godt både af danskere og af diverse terapeuter og psykologer på traumecentret.

Det store ønske for fremtiden er at kunne betale Danmark tilbage, fortæller han. Han håber på at blive erklæret rask og jobparat, men han er samtidig klar over, at det måske aldrig sker.

»Jeg ved godt, at det ikke er sikkert, at jeg kommer til at bidrage så meget til det danske samfund. Men jeg tror på, at mine børn vil betale tilbage på mine vegne ved at være en gevinst for landet. Min søn drømmer om at blive professionel fodboldspiller, og min datter læser økonomi og scorer stribevis af 12-taller. Og når de har det godt, tror jeg også på, at jeg får et bedre liv og en lysere fremtid.«

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook