Han sprang 7. klasse over, startede i gymnasiet som 14-årig, fortsatte på universitetet i en alder af 17 og blev danmarkshistoriens yngste nyuddannede læge i alder af bare 23 år. Habib Frost er nu 25 år og er ifølge Berlingske en af Danmarks 100 største erhvervstalenter.

Lad det være sagt. Den umiddelbare tilgang til Habib Frosts fornemme cv ville være hans etniske baggrund, men det er ikke relevant, mener hovedpersonen selv, og det kan der da - indrømmet - også være noget om.

For Habib Frosts første 25 år i denne verden er ganske enkelt imponerende.

Som bare 23-årig kunne han kalde sig danmarkshistoriens yngste læge, og her to år efter står han i spidsen for virksomheden, Neurescue, hvis opfindelse kan redde millioner af menneskeliv og og ifølge Berlingske vurderes at have et markedspotentiale på over 20 milliarder kroner i årligt salg.

Det får Berlingske til at kalde ham for 'livsvigtigt talent' i deres 'Talent 100'-kåring, hvor de udråber de største erhverstalenter i Danmark.

»Jeg har aldrig stræbt efter at blive hurtigt færdig, men jeg keder mig hurtigt, og jeg lærer hurtigt. Det har jeg altid gjort,« fortæller Habib Frost.

Det medførte, at han sprang 7. klasse over og dermed kunne starte på Frederiksberg Gymnasium i alder af bare 14 år og kunne fortsætte sin videre færd på Københavns Universitet som 17-årig. Seks år senere stod han med beviset på sin kandidat i medicin i hånden.

»Det var ikke et mål i sig selv at blive hurtig færdig, det var nok bare en fantastisk mulighed,« fortæller han.

Blev aldrig først færdig med matematikbogen

Habib Frost slår hurtigt en som den kloge elev i klassen. Ham eller hende der altid var færdig med den klassiske matematikbog 'Matematik-tak' måneder før resten af klassen,

Men sådan forholdte det sig imidlertid ikke. Eller jo, han var yderst begavet, men det var ikke nødvendigvis fordi, han havde udfyldt bøgernes sider først.

»Det handlede ikke så meget om at blive færdig med bogen først. Der var større chance for, at jeg stoppede op halvvejs i bogen og brugte det, jeg havde lært. Jeg skilte alting som barn og lærte i en tidlig alder at bygge ting og gøre noget ved mine ideer, så jeg ønskede ikke at blive først færdig, jeg ville nok nærmere løse problemerne og tage udfordringen op«.

Med Habib Frosts ærgerrighed medførte der da også et øgenavn. ‘Klogehoved' lød det ofte fra klassekammerater og familien. Og i modsætning til skræmmehistorierne om de begavede børn, der bliver mobbet, så oplevede Habib Frost imidlertid, at klassekammeraterne synes, »at det var ret fedt.«

»Min generation har det med at ville profilere sig med et eller andet. Og i mit tilfælde var det det tekniske og videnskabelige.«

Og der var da heller ikke tvivl blandt klassekammeraterne. I Habib Frosts blå bog fra gymnasiet stod der, at han vil blive forskningslæge i en fin skjorte med blodpletter.

»Jeg har altid været fascineret af det banebrydende. Om det så var avanceret teknologi, verdensproblemer eller livstruende sygdomme.«

Avanceret teknologi førte til iværksætteri

Sideløbende med sin medicinbaggrund har Habib Frost dyrket iværksætteriet. Han holder sjældent fri, fortæller han. Eller det gør han, men en fridag for ham bruges i stedet på at læse om fremtidsteknologier, cases fra erhvervslivet, videnskabelig litteratur eller deltagelse i begivenheder med forskere og iværksættere.

Og det har betydet, at han i dag kan kalde sig CEO og founder af virksomheden Neurescue, som har opfundet en ny behandling af hjertestop, der er den hyppigste dødsårsag verden over.

»Det er ikke et spørgsmål om, at vi ikke har dygtige folk, vi skal bare have nogle bedre redskaber. Derfor har vi opfundet et computerstyret ballonkateter, der kan reducere antallet af dødsfald ved akut hjertestop,« fortæller han om den potentielle milliardvirksomhed.

Habib Frost iværksætter Talent 2016
Habib Frost iværksætter Talent 2016
Vis mere

Tanken bag opfindelsen udsprang af en oplevelse, som Habib Frost havde, da han var med akutlægebilen i København som en del af sin uddannelse.

»Vi havde en fire måneder gammel pige med hjertestop, som desværre ikke kunne genoplives. Men det var der ikke meget tid til at studse over, for lige bagefter skulle vi ud til en ung kvinde i 30’erne, der også havde fået hjertestop. Hun kunne heller ikke reddes.«

Habib Frost måtte på »brutal vis« indse, at der var behov for nye behandlingsmuligheder, som han selv formulerer det.

Selv om 25-årige Habib Frost lader til at have nået mere på 25 år, end de fleste når på et helt liv, så har han stadig drømme og ambitioner. En af dem er, at være med til at skabe en verden, hvor en »tilstand af hjertestop eller kræft« ikke nødvendigvis er enden på et liv.

»En verden, hvor der ikke er en årsag til pludselig død.«