49 procent af borgerne mener, at alle skal køre med cykelhjelm. Ingen god idé, siger cyklistforbund.

København. Cykler man på arbejde eller til købmanden efter en liter mælk uden cykelhjelm, skal det have konsekvenser. Det mener i hvert fald en stor del af borgerne, der vil gøre det lovpligtigt at køre med hjelm.

Det viser en repræsentativ undersøgelse, som Analyse Danmark har lavet for Avisen.dk.

Analyse Danmark har spurgt 1040 personer. 49 procent går så langt som til at mene, at alle skal bære hjelm. 10 procent mener, at det kun skal gælde unge under 18. Andre 10 procent vil sætte grænsen til 15 år, mens 3 procent mener, det kun skal være for børn under otte år.

Således ønsker 72 procent af danskerne i et eller andet omfang at indføre et påbud om at bære cykelhjelm i trafikken.

28 procent siger blankt nej til idéen.

Trods den folkelige opbakning støtter hverken Cyklistforbundet, Rådet for Sikker Trafik eller regeringen et lovindgreb. Det gør til gengæld trafikforsker fra Aalborg Universitet Harry Lahrmann.

- Vi har for længst vænnet os til at tage sele på, når vi sætter os ind i en bil, og med lidt tilvænning kan hjelmbrug også blive en naturlig del af cyklisternes rutine, siger han til Avisen.dk.

Hos Cyklistforbundet, der varetager cyklisternes interesser, er der stor skepsis.

- Vi anbefaler helt klart, at man bruger cykelhjelm. Men vi synes ikke, det er fornuftigt at gøre det lovpligtigt at bruge hjelm, siger Klaus Bondam, direktør i Cyklistforbundet, til Avisen.dk.

Klaus Bondam mener, at det vil være en forkert udnyttelse af politiets ressourcer, hvis det skal til at stoppe cyklister, der kører uden hjelm.

Selv om Rådet for Sikker Trafik arbejder for at gøre det mere sikkert at bevæge sig rundt i trafikken, mener rådet ikke, at man bør gøre hjelmen lovpligtig.

Det vil være et indgreb i borgernes frihed, mener rådet.

Regeringen har da heller ikke planer om at lovgive på området. Det fortæller Villum Christensen, Liberal Alliances trafikordfører.

- Borgerne skal have frit valg, om de vil bruge cykelhjelm eller ej. Vi går ikke ind for at lovgive, hver gang der er et problem, siger han til Avisen.dk, hvis måling er i tråd med tidligere undersøgelser.

I december viste en måling fra YouGov ifølge Søndagsavisen, at 56 procent af danskerne ville gøre det til en kriminel handling at køre uden cykelhjelm.

/ritzau/