En af Danmarks store erhvervskæmper er død fire dage før sin 100 års fødselsdag.

- Det er en erhvervsmand af en helt speciel kaliber, der er gået bort. Haldor Topsøe er ikke lige så kendt i offentligheden som Mærsk McKinney-Møller, men han har haft meget stor betydning både i udlandet og herhjemme, siger Berlingskes Thomas Larsen, der på fredag udgiver en bog om Haldor Topsøe.

Indtil for få dage siden var Haldor Topsøe endnu så stærk, at han tog aktivt del i sin virksomheds store ekspansion på de globale markeder.Og det var oprindeligt meningen, at Haldor Topsøes runde fødselsdag skulle fejres ved en kæmpefest over fire dag. Men i sidste uge, måtte han aflyse det meste af de planlagte festligheder, efter at han var faldet på badeværelset og havde brækket hoften og måtte opereres.

- Det er med stor sorg, vi meddeler, at Dr. Haldor Frederik Axel Topsøe er død i dag, mandag d. 20. maj. Haldor Topsøe, grundlæggeren af Haldor Topsøe A/S, blev født 24. maj 1913 og døde efter kort tids sygdom få dage inden sin 100-års fødselsdag. Fødselsdagsreceptionen, som var planlagt til i morgen, tirsdag d. 21. maj 2013 i virksomhedens hovedkvarter, er aflyst, skriver virksomheden Haldor Topsøe i en pressemedelelse.


- Haldor Topsøe vil blive dybt savnet af hele sin familie og af virksomhedens medarbejdere. Haldor Topsøe var aktivt engageret i den daglige drift som arbejdende bestyrelsesformand af Haldor Topsøe A/S indtil få uger før sin død, hvor han faldt højst uheldigt og brækkede hoften, en ulykke han aldrig kom sig over, står der i pressemeddelelsen.

Haldor Topsøes personlige formue blev i 2012 anslået til 3,1 mia. kr. Det giver ham en 25. plads over Danmarks rigeste personer.

Men Haldor Topsøe skiltede ikke med sin rigdom. Godt nok boede han på det tidligere kongelige lystslot Frydenlund i Vedbæk, og godt nok ejede han en sejlbåd i Vedbæk Havn, men ellers var Haldor Topsøe en ydmyg herre. En mand, der gang på gang fremhæves for sine ideologier og sit ønske om at gøre verden til et bedre sted at være.

- Han er et enormt entusiastisk menneske, der er interesseret i alting. Både i sin virksomhed, men også i politik. Hvad Danmark skal leve af, og hvordan man skal brødføde de fattige i udviklingslandene. Han har en meget udvidet horisont, fortalte Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen til BT for blot en uge siden.