Det kniber gevaldigt med at få de ikke-vestlige indvandrere, der lever af kontanthjælp, til at bidrage til den fælles velfærd.
Andelen af folk i kontanthjælpssystemet fra ikke-vestlige lande er steget med 79 procent siden 2011. I 2011 var der 30.400 – i 2016 er det tal steget til 54.500. Det viser tal fra Beskæftigelsesministeriet, som BT har fået indsigt i.
Ifølge ministeriet er det kun ca. halvdelen af stigningen, der kan forklares med den store flygtningestrøm af bl.a. syrere og eritreere de seneste år.
Pligt til at vende udviklingen
Udviklingen bekymrer beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V).
»At vi har en udvikling, hvor man inden for en periode på fem år har en tilvækst på 80 pct. af mennesker med en ikke-vestlig baggrund i kontanthjælpssystemet, er virkelig uholdbart. Udviklingen skal ses i sammenhæng med store problemer med parallelsamfund og manglende evne til integration. Det er i sig selv en årsag til at tage affære, hvilket vi også har gjort,« siger han og fortsætter:
»Stigningen er sket i en årrække, hvor der har været en svag vækst og et stigende antal job i Danmark, og hvor et meget stort antal job er blevet besat af folk fra vores nabolande. Der er tale om en udvikling, som vi har pligt til at vende,« siger Jørn Neergaard Larsen.
Finansiel byrde
Til sammenligning er antallet af danskere på kontanthjælp steget med blot fem pct. i samme periode.
»De ikke-vestlige indvandrere har en langt lavere beskæftigelsesgrad end danskerne, og derfor udgør de en finansiel byrde for velfærdssamfundet,« siger Jan Rose Skaksen, forskningschef i Rockwool Fonden.
Fonden har tidligere regnet sig frem til, at de ikke-vestlige indvandrere koster det danske samfund ca. 16 mia. kr. om året. Dette var inden det helt store flygtninge-boom i 2015.
Trods alverdens integrationsprojekter og forsøg på at få netop denne gruppe i arbejde, så halter gruppen altså stadig efter og udgør i dag en langt større andel af det samlede antal kontanthjælpsmodtagere end for seks år siden.
I 2011 var hver fjerde kontanthjælpsmodtager en ikke-vestlig indvandrer. I dag er det hver tredje.
Nogle sværere end andre
Specielt gruppen af syrere, somaliere, palæstinensere, afghanere og irakere er svære at få i arbejde.
Eksempelvis har kun hver femte somaliske kvinde arbejde. For både danske mænd og kvinder er det tre ud af fire.
Tallene er ikke meget bedre blandt libanesere (palæstinensere), irakere og afghanere, og statistikken er kun marginalt bedre, når vi kigger på mændene. Kun én ud af fire somaliske mænd arbejder, mens det for libanesere og irakere er mindre end hver anden.
Ifølge Jan Rose Skaksen er der flere forklaringer på, at en så stor andel af de ikke-vestlige indvandrere er uden for arbejdsmarkedet.
»Dels er der spørgsmålet om, hvorvidt der er nogle, der vil ansætte dem. Og det handler jo om, at mange af de ikke-vestlige indvandrere i kontanthjælpssystemet har meget ringe kvalifikationer,« siger han og fortsætter:
»Og så spiller motivationen også ind. Vores erfaringer med starthjælpen tilbage i 00erne viser, at det rent faktisk hjalp at motivere ved at skære i ydelserne. 12 procentpoint flere kom i arbejde. Og det er ganske givet, at der udover en lang række andre faktorer også er en udfordring med motivationen for gruppen af ikke-vestlige indvandrere.«
Får for lidt ud af det
Torben Tranæs, forskningschef hos Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) og økonomisk vismand, fortæller, at mange ikke-vestlige indvandrere kun kan få job inden for brancher med lav løn, hvor de får meget lidt ud af at arbejde, fordi de mangler kvalifikationer, der matcher det danske arbejdsmarked.
»På den led bunder det i en klassisk problemstilling om manglende økonomisk incitament til de job, de rent faktisk kan bestride, og det har selvfølgelig indflydelse på, om man vælger at tage et job. Mange af dem får simpelthen meget lidt ud af at arbejde,« siger Torben Tranæs.
»Og så er der også nogle af dem, der har traumer i bagagen og sprogvanskeligheder, og det betyder i sagens natur, at de ikke kan tage et arbejde med det samme, når de får opholdstilladelse,« siger Torben Tranæs.
