Selv om MultifunC roses til skyerne i Norge, fik et af de norske forbilleder, Bergen Ungdomscenter, sidste år i marts hård kritik af de norske tilsynsmyndigheder. Et voksende antal klager fra de unge fik myndighederne til at gribe ind.

Et af kritikpunkterne gik på, at ’de unge har udtrykt usikkerhed om institutionens regler og system af belønninger’.

Netop pointsystemet får en hård medfart fra Jan Hoby, der er næstformand i Landsforeningen for Socialpædagoger (LFS), som repræsenterer 11.000 medlemmer på det sociale område i København. Politikerne tror fejlagtigt, at der findes en mirakelkur til kriminelle unge, mener han.

’Meget, meget dyrt

- Det er et meget, meget dyrt projekt, der giver tvivlsomme resultater. Pointsystemet er simpel hundetræning, der på ingen måde løser de problemer, de unge har, siger han og henviser til, at de unge belønnes for at gøre noget rigtigt i et pointsystem, der giver adgang til lukrative vilkår på institutionen eller fysiske gaver.

- For mig at se er det bolsjepædagogik, som vi ved sjældent hjælper, siger Jan Hoby, der selv er socialpædagog og har arbejdet med udsatte unge.

Selv om der henvises til Norge og Sverige, hvor 70-80 procent af de unge i en opgørelse fra 2008 efter forløbet var kommet ud af misbrug og kriminalitet, bliver metoden ifølge et svar til det norske parlament Stortinget først endeligt evalueret ved udgangen af 2014.

- Med det vi ved fra Norge nu, bør det overvejes om metoden overhovedet skal bruges i Danmark, siger Jan Hoby.

Begyndervanskeligheder

I Socialstyrelsen, der står for at godkende metoden, forklarer souschef i Kontoret for Sårbare Unge og Integration Michael Karlsen, at der har været ’implementeringsudfordringer’ i MultifunC-institutionerne. Ligesom man også er opmærksom på, at der har været en stribe problemer i Norge. Men styrelsen tvivler ikke på metoden:

- Konceptet kan på ingen måde beskrives som hundetræning, men handler derimod om aktiv inddragelse af og omsorg for den enkelte unge og dennes familie, skriver han i et svar til BT, hvoraf det også fremgår, at projektet løbende vil blive ’kvalitetssikret’.

- Såfremt denne kvalitetskontrol giver anledning til bekymring eller peger på konkrete implementeringsudfordringer, vil der blive handlet herpå, skriver han i svaret.