Danskernes motions- og idrætsvaner er forbløffende ens landet over. De regionale forskelle afspejler mest, at de højtuddannede bor i byerne . Men der er også nogle ægte traditionsbundne forskelle.

En kommune kan godt få flere af sine borgere til at spille tennis eller håndbold ved at bygge tennisbaner eller håndboldhaller. Men investeringer i idrætsanlæg får ikke nødvendigvis flere borgere til at motionere, skriver Berlingske.

»Det er svært at finde belæg for, at kommuners forskellige tilskudsmodeller og omfanget af idrætsfaciliteter skulle have en direkte indflydelse på andelen af borgere, der dyrker idræt. Det er kommunernes DNA, der afgør det, altså sammensætningen af borgere,« siger Maja Pilgaard, analyse- og forskningsleder på Idan, Idrættens Analyseinstitut, som laver statistik på danskernes idræts- og motionsvaner.

En meget udbredt motionsform, der samtidig er meget ligeligt fordelt på regionerne, er løb. Motionsløb har ellers kun få årtier på bagen her i landet, hvor de store idrætsgrene som håndbold, fodbold og gymnastik har været med os i menneskealdre. Men løb har vundet vores (sundere) hjerter. I Idans undersøgelse »Danskernes Motions- og Sportsvaner 2011« var motionsløb ny topscorer på listen over populære aktiviteter blandt voksne. 31 procent af de idrætsaktive voksne angav at have dyrket motionsløb regelmæssigt inden for det seneste år.

»I alle dele af landet er der mange, der løber. Jo længere uddannelse man har, desto mere tilbøjelig er man til at løbe. Det samme gælder yoga, der ligesom fitness dyrkes mest i de større byer. Begge dele ser vi dog vinde frem uden for storbyerne. Med et vist efterslæb plejer resten af landet at komme med på de aktiviteter, som starter i byerne,« forklarer Maja Pilgaard.

Et relativt nyt fænomen ser dog ud til at gå den modsatte vej. Krolf, en blanding af golf og krocket, er blomstret i Sydjylland og breder sig nu til resten af landet. Krolf stiller ringe krav til fysikken og spilles gerne af seniorer, ligesom boules og petanque.

DGI er hovedorganisation for 6.324 lokale idrætsforeninger (opgjort i 2014) og halvanden million idrætsudøvere. I DGIs statistikker kan man se, at Vestdanmark stadig er idrætsforeningernes højborg, mens der i storbyerne er flere, der dyrker idræt alene eller i kommercielle fitnesscentre.

I Nordjylland er langt det største antal foreninger, 825, fulgt af Midt og Vestsjælland med 764. I byerne er der til gengæld flere medlemmer per forening. 11 af de 20 største foreninger i DGI i 2014 er baseret i Aarhus eller København og omegne. Men over hele landet dyrker danskerne gerne idræt i foreninger.

I Nordsjælland er tennisklubberne store – otte af de ti største tennisklubber i DGI er fra Nordsjælland eller Storkøbenhavn. I Midt- og Vestjylland samt på Sjælland uden for hovedstadsområdet er det håndbolden, der trækker. Gymnastikforeningerne, som er en oprindelig grundstamme i DGI, har stadig størst tilslutning uden for byerne, selv om den største gymnastikforening ligger i Lyngby-Gentofte. I Ringkøbing-Skjern er der således 10,3 procent af kommunens borgere, der er medlem af en gymnastikforening i DGI. I København er det 1,3 procent.

På regionalt plan er der yderst små forskelle i idrætsaktiviteten. Andelen af nordjyder, der dyrker idræt, adskiller sig ikke meget fra andelen af sjællændere, når man renser for uddannelse, som har stor indflydelse.

Imellem de enkelte kommuner kan der dog være store lokale forskelle. Nogle forskelle kommer af en anden befolkningssammensætning, for eksempel om der er mange højtuddannede eller få ældre. Noget kommer af faciliteterne og de praktiske muligheder. Det er eksempelvis svært at få lov til at køre speedway i fred på gågaden, og mountainbike er jævnt kedeligt i et parcelhuskvarter. Men vi er mobile, når det gælder vores idræt.

»Der er bemærkelsesværdigt lille forskel på at bo i Halsnæs og Ballerup, når det gælder andelen, der dyrker kajak, roning eller sejlads,« siger Maja Pilgaard fra Idan.

I Halsnæs kan man knap bevæge sig en kilometer i nogen retning uden at plumpe i Roskilde Fjord, Arresø eller Kattegat. I Ballerup, der hverken har kyst eller større søer, er der alligevel kun en procent færre, der dyrker søsport.

De største lokale forskelle kommer af enkelte ildsjæle, der virkeligt kan rykke noget, mener Søren Møller, formand for DGI.

»Da jeg var ung, var der stærke traditioner som styrede, hvilken idrætsgren man dyrkede. Det rykkede sig ikke ret meget.

Da jeg blev ungdomstræner 20 år senere, var det blevet almindeligt med hurtige skift. Man er blevet mere mobil, man afsøger markedet, og det betyder, at klubberne hurtigt kan skabe en stor afdeling, men de kan også hurtigt tabe den igen,« siger Søren Møller.

Et eksempel på magnet-effekten er GOG, der blev en magtfaktor i dansk håndbold i 90erne, selv om de tre små fynske byer Gudme-Oure-Gudbjerg, som klubben har sine forbogstaver efter, ikke dominerer ret meget andet.

»Der var gode håndboldklubber på hele Fyn, men GOG rykkede pga. en træner, der virkeligt brændte igennem. Vi ser det i hele landet, at ildsjæle kan skabe en stærk klubkultur. Det er ikke nok at skabe et elitehold. Der er tværtimod klubber, der mister grebet om de unge, fordi de jagter resultater,« siger Søren Møller.

I Viborg kan en anden ildsjæls indflydelse læses i idrætsstatistikkerne. Efter en storhedstid i Danmark bløder badmintonklubberne medlemmer overalt i landet. Siden 2006 har DGIs badmintonforeninger mistet 40.000 medlemmer svarende til en fjerdedel. Men ikke i Viborg Badminton Klub. Her har et formandsskifte medført en tredobling af afdelingen for børn og unge, der er gået fra 50 til 150 medlemmer.

Idræt i klubber er dog generelt truet af individuelle motionsformer uden for klubregi og af de kommercielle tilbud. Der er ikke mangel på frivillige, der vil yde en indsats, og holdsport er ikke blevet upopulært, tvær­timod. Men færre vil være formænd og kasserer, og så duer klubben ikke.