Seks gymnasieelever føler sig uretfærdigt behandlet af rejsebureauet Nortlander, efter de mandag uden varsel fik besked på, at de var smidt ud af både deres ferielejlighed og ferieparadiset Val d'Isère.

Skiferien, som der er blevet set frem til med store forventninger, blev pludselig til et mareridt for de seks unge mænd fra Gl. Hellerup Gymnasium nord for København. Kun to dage nåede de at tilbringe i hinandens selskab på ski-destinationen Val d'Isère i Frankrig, før de blev smidt ud af ferielejligheden. Angiveligt fordi de larmede for meget.

Men det forstår 19-årige Lukas Rølle Attermann, der går i 3.g på Gl. Hellerup Gymnasium, ikke. Han mener ikke, at de seks unge larmede mere end flere af de andre unge, der boede i lejlighedskomplekses. Faktisk mener han, at de tog væsentlig mere hensyn.

- Den første dag, om lørdagen, der larmede alle i lejlighedskomplekserne rigtig meget. Guiderne sagde efterfølgende, at man søndag skulle skrue helt ned klokken 22, fortæller han og tilføjer, at han og vennerne fulgt anvisningen søndag. Underboen klagede dog alligevel omkring klokken 21, men de seks fyre blev sammen med den franske underbo derefter enige om et passende lydniveau, så alle var glade. Efterfølgende tog de relativt tidligt i byen og spillede, ifølge eget udsagn, ikke højt i lejligheden efter klokken 22.

Derfor blev de meget overraskede, da de mandag eftermiddag efter en skitur blev mødt af en seddel på deres dør, hvor der stod, at politiet havde smidt dem ud af lejligheden og af byen.

- Vi gik ned og snakkede med guiderne fra Nortlander, og en af dem sagde, at de klokken 19 ville komme sammen med en gendarmer ( en del af det franske politi) og tale med os, fortæller Lukas. Men gendarmeren kom aldrig.

- Der kom fire Nortlander sikkerhedsvagter op, og de sagde, at hvis vi ikke var ude om 45 minutter, så ville der komme gendarmere med tåregas og knipler og få os ud, siger Lukas Røller Attermann og forklarer, at de seks kammerater ikke følte, at Nortlander overhovedet lyttede til dem.

Det var denne seddel, som gymnasieeleverne fandt på deres dør.
Det var denne seddel, som gymnasieeleverne fandt på deres dør.
Vis mere

- Vi tror, at de bare skulle statuere et eksempel, og vi bare var uheldige, fortæller Lukas Rølle Attermann og tilføjer, at de seks gymnasieelever efterfølgende har snakket med en dansk familie, der boede over dem, som fortalte, at det ikke havde været dem, der larmede, men at det havde været en større gruppe et andet sted i lejlighedskomplekset.

- Men det er jo latterligt, at de har sat en masse unge, som de ved fester og spiller høj musik, sammen med familier, siger han.

Efter gymnasieeleverne blev smidt ud af lejligheden, fik de dog til sidst Nortlander i Danmark til at hjælpe med at finde en lejlighed et andet sted i byen, hvor de kunne overnatte natten til tirsdag. Derefter valgte to af de unge at tage hjem til Danmark.

De tilbageværende unge sidder, da bt.dk taler med Lukas Rølle Attermann tirsdag formiddag, på et busstoppested i Val d' Isére. Her ved de ikke helt, hvad de skal gøre.

- Vi har fået at vide af Nortlander, at vi er blevet smidt ud af byen, og at der er ulovligt, hvis vi opholder os her, siger Lukas Rølle Attermann, der også tilføjer, at Nortlander har afvist at hjælpe dem.

Efterfølgende ringer Lukas Rølle Attermann tilbage og fortæller, at det er lykkedes for de unge mænd gennem en tolk at få kontakt til det franske politi. Ifølge Lukas Rølle Attermann oplyste politiet, at de unge ikke var blevet smidt ud af byen, som Nortlander ellers havde fortalt.

Tirsdag ved middagstid kom der også en afklaring på overnatningsproblemet.

- Nortlander har fundet en anden lejlighed til os et meget dårligere sted i byen. Og vi skal betale 165 euro ekstra per mand for at bo der, siger Lukas Rølle Attermann. De fire gymnasieelever har takket ja til tilbuddet, men siger, at de vil rejse en erstatningssag mod Nortlander, når de kommer hjem.

Bt.dk har forsøgt at få en kommentar fra Nortlander. Vi gerne havde svar på, hvorfor rejseselskabet havde smidt de unge mennesker ud af lejligheden, og hvorfor selskabets guider havde informeret de unge mænd om, at de var blevet smidt ud af byen af politiet.

Nortlander udtaler til bt.dk, at man ikke har nogen kommentarer til sagen, og at selskabet i øvrigt betragter sagen som et politianliggende.