En 18-årig gymnasieelev fra Rødkilde Gymnasium i Vejle erkender, at hun har stjålet omkring 75.000 kr. fra festudvalgets pengekasse. Alligevel har rektor Hans Erik Duschek-Hansen valgt ikke at politianmelde hende.

Det har skabt vrede blandt flere elever, herunder tidligere og nuværende medlemmer af festudvalget Mimer, som nu har et kæmpe, sort hul i kassen, efter at den unge kvinde i løbet af et års tid brugte festudvalgets kreditkort til personlige formål. Der er blandt andet blevet brugt penge på kosmetik, tøj og el-regninger. Det viser dokumentation, som BT er i besiddelse af.

Men efter en del debat har festudvalget Mimer nu besluttet, at heller ikke de vil politianmelde den unavngivne elev.

»Der var ikke fuldstændig enighed om, hvordan vi skulle håndtere sagen, men flertallet ville ikke politianmelde vores tidligere gode veninde,« siger Rasmus Bækgård, som er en del af festudvalget Mimer og går i 3.g. på Rødkilde Gymnasium, til BT.

Han er selv enig i beslutningen og forklarer, hvorfor festudvalget - trods den 18-årige kvindes månedlange bedrag - har valgt ikke at gå til politiet.

»Det skyldes, at vi har tillid til, at skolens ledelse ved, hvordan man skal behandle en sag som denne,« siger Rasmus Bækgård.

Noget andet fordi vi kender hende

Men der er også en anden tungtvejende grund. Flere af festudvalgets medlemmer kender den pågældende elev, som er tidligere medlem af Mimers bestyrelse. Rasmus Bækgård erkender derfor, at situationen havde set helt anderledes ud, hvis bedrageren havde været en person, som han og udvalgets andre medelemmer ikke vidste, hvem var.

»Hvis det for eksempel var sket i min sportsklub, så ville jeg ikke være et sekund i tvivl om, at det var noget, der skulle anmeldes. Man skal stå til ansvar for sine handlinger. Men for os er det noget andet, når der som her er tale om en person, man har en relation til, og som man har mange fælles venner med,« siger Rasmus Bækgård.

Men principielt er det jo det samme. Hvorfor gør det en forskel for jer, at I kender hende?

»Det er et svært dilemma, men jeg mener ikke, at det er op til os at vurdere, hvilken konsekvens, det skal have for hende. Det må være op til skolen, politiet eller en anden elev at politianmelde hende, hvis de vil,« siger Rasmus Bækgaard, som selv har været med til de møder, festudvalget har holdt med rektor, siden bedragerisagen begyndte at rulle.

Undrer sig over rektors håndtering

Da bedrageriet blev opdaget, besluttede rektor Hans Erik Duschek-Hansen uden først at informere bestyrelsen, at den 18-årige kvinde kun skal betale en tredjedel af beløbet tilbage. Resten skal Rødkilde Gymnasium og festudvalget Mimer dække i fællesskab, skriver Ekstra Bladet. Eleven går stadig på skolen.

Flere elever har været utilfredse med rektors håndtering af sagen - herunder mange medlemmer af festudvalget. Det skyldes blandt andet, at Hans Erik Duschek-Hansen i en besked til samtlige elever på skolen skrev, at 'der hverken i den gamle Mimerbestyrelse eller i den nye Mimerbestyrelse er personer, som har noget som helst med sagen at gøre' - hvilket er faktuelt forkert, da eleven er tidligere medlem af bestyrelsen i Mimer. Det har også skabt undren og snakken i krogene, at rektor forsøgte at dysse sagen ned.

»Vi forstår ikke, at rektor ikke tog kontakt til bestyrelsen, før han traf afgørelsen om ikke at politianmelde pigen og skrev ud til eleverne,« siger Rasmus Bækgård, som afventer, at Hans Erik Duschek-Hansen sender en ny fællesbesked til eleverne, efter at rektoren på et møde har erkendt, at han formulerede sig forkert i den første besked.

Straf nok

Rasmus Bækgård glæder sig dog over, at medlemmerne af den nuværende Mimer-bestyrelse er blevet renset for enhver mistanke. På den anden side kan han ikke lade være med at have ondt af den 18-årige kvinde, som alle på skolen ved, hvem er.

»Jeg ved, at hun har det rigtig dårligt med det, hun har gjort og angrer meget. Og det er jo i sig selv straf nok, at hun skal gå på gymnasiet det næste stykke tid,« siger Rasmus Bækgård.

Overfor Vejle Amts Folkeblad har rektor Hans Erik Duschek-Hansen fortalt, at han ikke ønsker at udtale sig yderligere i sagen på nuværende tidspunkt. Avisen har også været i kontakt med Vejle Politi, hvor vicepolitiinspektør Frede Nissen fortæller, at man ikke har modtaget nogle anmeldelser af den 18-årige gymnasieelev endnu.

Det kan dog snart ændre sig.

BT erfarer, at Rødkilde Gymnasiums bestyrelse holder møde torsdag. Hvis skolen eller bestyrelsen ikke skrider til politianmeldelse overvejer flere elever angiveligt at gøre det.