Islamisk Stats tilbagegang i Mellemøsten har en gruopvækkende konsekvens for os europæere. Terrorhandlingerne i Vesten vil blive intensiveret. Og de vil blive grovere, vurderer IS-ekspert. Se nederst et interaktivt kort over IS' mange terrorhandlinger i Europa.

Senest mandag i Manchester levede spådommen herover op til sit uhyggelige budskab, da selvmordsbomberen Salman Abedi tog livet sig selv og 22 andre uskyldige mennesker – heriblandt flere børn og unge.

Og den barbariske terrorhandling er ifølge Deniz Serinci, historiker og forfatter til to bøger om Islamisk Stat, langt fra punktum. Europæere er nødt til at forberede sig på langt flere terrorhandlinger med Islamisk Stat som blodig afsender:

»Vi kommer til at se meget mere terror. Også af den meget grove slags. Så vi har slet ikke set det værste endnu,« siger han til BT.

IS er desperate

Deniz Serinci fortæller, at IS’ tiltagne kynisme er et udtryk for desperation. Lige nu er islamisterne i gang med at tabe kampen i Mellemøsten, hvor den vestlige koalition samt irakiske og syriske styrker har reduceret IS betragteligt. Både i antal medlemmer, men også i landareal. Og det er ifølge IS-eksperten denne tilbagegang, der gør, at IS er nødt til at fremstå stærke i Vesten.

»De ved godt, at de ikke har en kinamands chance i Mellemøsten. De ved, hvor svært det er at fastholde land, og hvor svært det er at fastholde en Islamisk Stat. Men at begå terror? Det er nemt, og derfor opfordrer de alle til at udføre denne type lavpraktiske angreb, hvor end de befinder sig.«

'Ensomme ulve'

Mange af de terrorhandlinger, der har fundet sted på europæisk jord er udført af såkaldte ’ensomme ulve’. Personer, som ikke nødvendigvis er i myndighedernes søgelys for ekstremisme, og som mere eller mindre egenhædigt planlægger og udfører deres angreb.

Præcis som Omar Abdel Hamid El-Hussein gjorde det, da han dræbte to og sårede fem personer under sit angreb i København den 14. februar 2015.

Omar Abdel Hamid El-Hussein kort efter han udførte sit angreb ved Krudttønden i København.
Omar Abdel Hamid El-Hussein kort efter han udførte sit angreb ved Krudttønden i København. Foto: DENMARK POLICE
Vis mere

Dog kan man ifølge Deniz Serinci ikke altid regne med, at disse ensomme ulve er så ensomme endda. Mange af dem har enten været i Syrien – eller Libyen som den formodede gerningsmand fra Manchester – inden de udfører deres angreb. Eller de været i kontakt med andre, som er tilknyttet IS’ netværk. Det er også den teori, de britiske myndigheder arbejder ud fra med netop Salman Abedi, som godt nok selv udførte angrebet mandag aften, men som kan have fået støtte til at planlægge det.

Samtidig er der også ifølge Deniz Serinci 'ensomme ulve', som lytter med og retter sig efter det, der kommer fra topledelsen i IS.

»Især den tidligere talsmand Muhammad al-Adnani talte rigtig meget udadtil og opfordrede alle muslimer til direkte at bekæmpe de vantro,« siger Deniz Serinci.

»Dræb en europæer«

Al-Adnani, som i 2016 blev dræbt under et droneangreb, kom i 2014 med følgende udtalelse:

»Hvis du kan dræbe en vantro amerikaner eller europæer - især de ondskabsfulde og beskidte franskmænd - eller en canadier eller en australier eller en vantro fra de vantro krigsnationer, inklusive borgere i de nationer, der er gået med i en koalition mod Islamisk Stat, dræb ham da på enhver måde, du kan.«

Siden hans udtalelser er der dræbt flere end 250 personer på fransk grund, ligesom flere koalitionslande – heriblandt Danmark – har lidt blodige tab i den islamistiske terrors navn.

Se her et interaktivt kort over flere af Islamist Stats kujonagtige angreb inden for de seneste 3-4 år på europæisk grund.